I 2006 kunne Bourbon Street Jazzband fejre halvtreds års jubilæum. Så længe er det siden, at to halvvoksne knægte med jazzbacillen i blodet sad i en kælder i Herning og øvede sig på banjo og kornet.
De er blevet et par voksne herrer nu, og de kan se tilbage på en lang karriere indenfor dansk og international jazz. De har besøgt de fleste verdensdele, har spillet med store internationale solister, og de har en stribe udgivelser bag sig.
Orkestrets sammenspillede rytmegruppe er den ”motor”, som skubber den velarrangerede musik fremad, og som giver de fremragende solister frihed til at boltre sig. Den musikalske variation er stor, lige fra traditionel jazz til swing og boogie-woogie.
Bourbon Street Jazzband er kendt som orkestret, der altid giver sig fuldt ud, og det er måske hemmeligheden bag den langvarige succes, som også i denne sæson har ført orkestret rundt til mange jazzklubber og festivaller. Orkestrets kvalitet har altid aftvunget respekt hos de gæster, som har optrådt sammen med det.
|