Gregersen

+ Support: J. Arlin

Gregersen

Beskrivelse

Han har varmet op for Backstreet Boys, Lionel Richie og John Newman. Og det sidste år har han turneret Danmark tyndt med både Marie Key, Stine Bramsen og Thomas Helmig – vel at mærke uden at have udgivet et album. I en alder af 27 år har Gregersen derfor spillet i et udsolgt Store Vega med Marie Key, i Koncerthuset til Elle Style Awards og som opvarmning for nogle af verdens største musikere. Nu er han klar til at vise hele Danmark, at han også kan stå på egne ben med albummet ‘Lige Her’.

Christoffer Gregersen, som han rigtigt hedder, er vokset op til tonerne af Marvin Gaye og Otis Redding og har spillet i bluesband, siden han var teenager. Han fik sit gennembrud, efter at han havde nummeret ‘Hvis Det Er Dig’ med i Hella Joofs film ‘Sover Dolly På Ryggen’ i 2013. Året efter blev han P3’s Uundgåelige med hitsinglen ‘Det’ Kun Dig’, og det meste af 2014 rejste han landet rundt som opvarmning for både Marie Key og Thomas Helmig.

Pop uden overflødigt fedt
Ind i mellem har Gregersen heldigvis haft tid til at været i studiet med sangskriverne Birk Nevel og Andreas ‘Maskinen’ Sommer, som blandt andet har produceret for Marie Key og har været med til at forme hans stemningsfulde popunivers.

Albummet ‘Lige Her’ fortsætter ud af vejen med den ‘hvide’ soulpop, som også kendetegner hits som ‘Det’ Kun Dig’ og ‘Vender Altid Tilbage’. Musikalsk befinder vi os i grænselandet mellem r&b, soul og pop.

-Albummet er indspillet over et år, og undervejs er jeg blevet mere sikker på, hvilken lyd jeg gerne vil have. Jeg er ret vild med den soulede vibe. Det har været vigtigt for mig at have mig selv med hele vejen og ikke ride med på en eller anden bølge. Heldigvis har Andreas (Sommer, red.) haft et godt blik for, hvor jeg gerne vil hen.

Resultatet er et inderligt og fængende popalbum uden overflødigt fedt. Og rejsen fortsætter på landets spillesteder, når Gregersen tager på sin første turné til efteråret.

+ Support: J. Arlin
I efteråret 2015 udgiver J. Arlin sin debut single med den stoflig poppede “New To Someone Else.”  Foruden udgivelsen af sin første single byder efteråret også på en soloturne i Tyskland, offentliggørelsen af en dokumentarfilm fra selskabet Nerd Productions, hvor J. Arlins kommende single bliver benyttet som soundtrack og J. Arlin selv fungerer som hovedkarakter i filmen. Derudover bringer web-magasinet Apropos senere på året en artikel om De Kreative Danskeres New York. Her fortæller både J. Arlin og sangerinden Oh Land om deres forhold til byen som kreativ inspirationskilde.

Videoer