Kim Larsen & Kjukken

Live i Sdr. Anlæg, Godsbanevej 2, 7400 Herning

Kim Larsen & Kjukken

Beskrivelse

Kim Larsen & Kjukken koncert i Sdr. Anlæg, lørdag d. 25 Juni 2016.

Koncerten er udsolgt !
Et af Danmarks mest populære, utrættelige og hårdtarbejdende orkestre – Kim Larsen & Kjukken – glæder sig til sommeren 2016, hvor de igen er tilbage på sommerscenerne i Skandinavien. Bandet vil turnere i Danmark, Norge og Sverige, og ser som altid frem til at møde sit publikum under åben himmel.

Koncerterne vil blive en musikalsk rundtur i Kim Larsens store sang-katalog, og vil dermed repræsentere sange fra den mere end 40 år lange karriere.

Kjukken:
Kim Larsen dannede Kjukken for 20 år siden – i 1995 – i Odense, og har sammen med det fynske orkester utallige udgivelser og koncertturnéer bag sig. 9 album-udgivelser, 2 koncert-DVD’er samt et meget stort antal koncerter i Skandinavien er det blevet til. Seneste udgivelse er fra november 2012, hvor albummet Du Glade Verden udkom.

Kjukken består i dag af Karsten Skovgaard ( guitar ), Jesper Haugaard ( bas ) og Jens Langhorn ( trommer ). Karsten Skovgaard har været Kim Larsens sideman siden opstarten af Kjukken i 1995, og Jesper Haugaard kom med i bandet i 2003. I 2015 afløste Jens Langhorn ( tidl. Fielfraz ) den hidtidige trommeslager Jesper Rosenqvist.

Gensyn med Larsen …
Larsen har været forbi Fermaten flere gange med stor succes, og tilbage i 2012 præsenterede vi Kim Larsen & Kjukken i Sdr. Anlæg, hvor Larsen leverede en klassekoncert. Vi ser frem til et gensyn med den folkekære nationalskjald – der netop nu bliver fejret overalt i forbindelse med de 70 år.

Helene Blum & Harald Haugaard Band
+ Support: Helene Blum & Harald Haugaard Band

Sangeren Helene Blum & violinisten Harald Haugaard har igennem de seneste år etableret sig som nogle af de fineste fortolkere og fornyere af den danske musiktradition. Deres eget nyskrevne materiale blandes nænsomt med originale fortolkninger af gamle sange og instrumentalstykker. Integriteten er enestående og deres store virtuositet og nærvær er med til at gøre deres koncerter uforglemmelige.

Med mere end 500 koncerter de seneste seks år alene i udlandet har de etableret sig som nogle af Danmarks mest turnerende musikere internationalt set. Deres band tæller bassisten Mathæus Bech, guitaristen Mikkel Grue og trommeslageren Sune Rahbek, som sammen forener alle aspekter og kvaliteter af Blums vokale og Haugaards instrumentale repertoire.


Venue info:
Sdr. Anlæg, Godsbanevej 2, 7400 Herning

Program:
Kl. 18.00: Koncertpladsen åbner
Kl. 19.15: Support: Helene Blum & Harald Haugaard Band
Kl. 20.30: Kim Larsen & Kjukken
Kl. 23.30: Koncertpladsen lukker

Information / Visa / Dankort / Mobilepay:
Informationen vil være at finde på koncertpladsen ved indgangen.
Der kan hæves kontanter i informationen ved indgangen til koncertpladsen
Der tages kun imod kontanter i alle salgsboder og vi modtager ikke Mobilepay
Vi tager imod almene kreditkort i informationsboden.

Mad & Drikkevarer:
Det er ikke tilladt at medbringe mad og drikkevarer på koncertpladsen.
Dirty Ranch Steakhouse, Herning sælger mad i Sdr. Anlæg

Du kan vælge mellem følgende:
Eldogryde med svinemørbrad: kr. 55,00
Burger med pulled pork: kr. 55,00
Burger med oksekød: kr. 55,00
Frankfurter med brød: kr. 35,00

Toiletforhold
Der forefindes både alm. samt handicaptoiletter på koncertpladsen

Kan man forlade koncertpladsen og komme ind igen ?
Det er ikke normalt, at man ved endags-arrangementer kan gå ind og ud af koncertområdet. Vi har som en service, lavet et udgangsarmbånd, som kan købes ved udgangen til en pris af 30 kr. – hver gang man ønsker at forlade pladsen.

Børn på koncertpladsen:
Ja, selvfølgelig er børn velkommen på koncertpladsen, såfremt de har købt billet. Der er ikke specielle børnebilletter i salg.
Der er ikke fri adgang for børn under en vis alder. Du kan ikke medbringe barnevogn eller klapvogn til dit barn.

Førstehjælp på koncertpladsen:
Der er veluddannet førstehjælpskorps til stede under hele arrangementet.

Vagter på koncertpladsen:
Ja – og disse er øverste myndighed under hele koncertaftenen.

Ledsager adgang: ( Handicap information )
Ja, såfremt den handicappede har et ledsagerkort, kan han/hun få en ledsager gratis med til koncerten, han/hun har købt billet til. Husk at medbringe ledsagerkort til koncerten ( uden et ledsagerkort skal ledsageren betale normal entré ).

Øvrig information: ( Siddepladser, hvad må jeg medbringe m.m )
Polstrede stole, sofaer, pavilloner, presenninger, må ikke medbringes, dog må små sammenklappelige stole gerne medbringes.
Det er ikke tilladt at opslå telte eller pavilloner på området. Der må ikke medbringes prof. kamera eller videoudstyr på koncertpladsen. Barnevogne eller klapvogne accepteres ligeledes ikke på koncertpladsen.

Parkering:
Biler og motorcykler har ingen adgang på koncertpladsen
Vi henviser til parkeringspladsen ved Godsbanevej og øvrige P-pladser omkring koncertpladsen / byen.

Pladsoversigt:
Se mere her …

Billetsalg ved indgangen:
Koncerten er udsolgt, og derfor vil der ikke være billetter i salg ved indgangen til koncertpladsen

Nabobilletter:
Tidligere har vi tilbudt “nabobilletter” til personer med bopæl tæt på Sdr. Anlæg, men pga af udsolgt, vil der ikke tilbydes nabobilletter på dette arrangement.

Billetscanning:
Kan vi scanne din billet fra din smartphone ?
Ja, uden problemer. Sørg dog venligst for at ha’ fundet filen frem ved indgangen, så du ikke skal lede efter din billet på din telefon. Vi scanner selvfølgelig også dine print-selv billetter.

Jeg kan ikke finde min billet i min mailindbakke:
Før du henvender dig, bedes du tjekke dit spamfilter, hvor din billet måske gemmer sig. Kan du stadig ikke finde din billet i din indbakke, kontakter du vores helpcenter på tlf. 7020 2096 på hverdage mellem kl. 09.00 – 16.30, de kan gensende dine billetter uden problemer.

Videoer