Fermaten modtager støtte fra Tuborgfondet til at forbedre lyden

PRESSEMEDDELELSE
Fermaten modtager 400.000 kr. til at forbedre lyden 

Herningspillested Fermaten modtager 400.000 kr. fra Tuborgfondet Musikhjælp. Pengene skal bruges til at løfte den nuværende lyd til nye højder.

Musik har altid været en del af Tuborgfondets DNA, og hvert år uddeler fondet millioner af kroner til musik, og det er der en særlig grund til, fortæller fondets direktør Anne-Marie Skov:
”Musik samler mennesker, skaber glæde og samhørighed, og det er netop fællesskabet omkring musikken, som er vigtigt for Tuborgfondet. De lokale spillesteder samler lokalbefolkningen og er med til at skabe et aktivt lokalmiljø.”

Fagjury indstiller til bevilling
Det er en jury med en faglig baggrund indenfor lyd og akustik, som har kvalificeret de mange ansøgninger, og indsnævret feltet, mens det er Tuborgfondets bestyrelse, der har truffet den endelige beslutning om, hvilke spillesteder, der modtager en bevilling.

Når Fermaten er et af de udvalgte steder, er det fordi, det regionale spillested, der dækker hele region Midt- og Vestjylland, engagerer godt 100 frivillige. 25 år på bagen og 120 koncerter årligt sætter sine spor, og spillestedet oplever udfordringer med lydkvaliteten, der på nuværende tidspunkt ikke lever op til standarden for et etableret spillested. Fermaten har besøg af et bredt udvalg af lokale og nationale navne, og har særligt succes med at præsentere jazz, der tiltrækker publikum fra et stort geografisk område.

Også Fermaten er begejstret: ”Vi er meget taknemmelige for den støtte, vi har fået fra Tuborgfondet. Vi har længe haft et nyt lydanlæg på ønskelisten, og vi er allerede gået i gang med at teste forskellige systemer, så vi får det system, der passer bedst til huset og sikrer den allerbedste lyd til vores mange koncerter. Vi glæder os til at give både publikum, musikere og de frivillige en endnu bedre lydoplevelser, når vi slår dørene op til efterårets koncerter på Fermaten”, fortæller spillestedsleder Rikke Andersen.

Fakta om Tuborgfondet Musikhjælp – Den Gode Lyd

  • Puljen er en del Tuborgfondets nye initiativ Tuborgfondet Musikhjælp. Et bredt program der skal være med til at gøre den danske musikscene endnu mere velspillende og meget mere mangfoldig.
  • Der uddeles i alt 2,5 mio. kr. til 20 spillesteder fordelt over hele Danmark.
    I alt 62 spillesteder søgte puljen, og til sammen søgte de om støtte for knap 13 mio. kr.
  • Tuborgfondet er en del af Carlsbergfondet, og får midlerne til uddeling fra overskuddet af salget af Tuborg- og Carlsberg produkter i Danmark og resten af verden.

Mere info
Tuborgfondet: Kommunikationsansvarlig Anni Lyngskær, 20738076, al@tuborgfondet.dk
Fermaten: Spillestedsleder Rikke Andersen, 22796050, rikke@fermaten.dk