Kim Larsen & Kjukken vender tilbage til Herning

Kim Larsen & Kjukken

Kim Larsen & Kjukken leverede i juni 2016 en fest for de 4000 publikummer, der havde sikret sig billet til den udsolgte koncerten i Sdr. Anlæg. De gør det igen 2017 !

17. juni 2017 er der mulighed for opleve Danmarks nationalskjald og hans fynske legekammerater i Kjukken til en koncert under åben himmel i Herning. Koncerterne vil blive en generøs musikalsk rundtur i Kim Larsens store sang-katalog, og vil dermed repræsentere sange fra hele den mere end 45 år lange karriere. Koncerten vil være opdelt i to sæt med indlagt pause.

Det var som altid en kæmpe succes, da Kim Larsen & Kjukken besøgte Herning i 2016. Trods vejrgudernes forsøg på at lægge en dæmper på festen, var humøret og formen helt i top hos Larsen, og det smittede af på det regnvåde Herning-publikum, der i den grad formåede at holde festen kørende og sangstemmerne varme.

Billetsalg:
Det er derfor med stor glæde, Fermaten endnu engang sætter billetsalget i gang fredag den 11. november kl. 10.00 – og det er med at være hurtig, hvis man vi sikre sig en billet. I 2016 blev billetterne revet væk på under en måned og mange måtte gå forgæves.

Nyt album i vente
Kim Larsen & Kjukken arbejdede igennem 2016 på indspilninger af en række nye sange og i foråret 2017 udgiver bandet et nyt album. Singleudspillet Moder Jord er allerede ude nu.

KJUKKEN – bandet siden 1995 i nyere udgave
Kim Larsen dannede Kjukken i Odense for over 20 år siden, og sammen har Kim Larsen & Kjukken en række udgivelser og koncertturnéer bag sig. 9 album-udgivelser, 2 koncert-DVD’er samt et meget stort antal koncerter i Skandinavien. Kjukken består i dag af Karsten Skovgaard ( guitar ), Jesper Haugaard ( bas ), Jens Langhorn ( trommer ) og Jørn Jeppesen ( guitar ). Karsten Skovgaard har været med siden opstarten af Kjukken i 1995. Jesper Haugaard kom med i 2003 og i 2015 blev Jens Langhorn ( tidl. Fielfraz ) samt Kim Larsens impresario Jørn Jeppesen en del af bandet.