Koncertkatapulten er ladt !

Fra venstre: Alex Nielsen, Peter Astorp, Hans Henrik Jessen, Morten Grønne-Reinholdt & Rikke Andersen

Fra venstre: Alex Nielsen ( Fermaten ), Peter Astorp ( Herning Friskole ), Hans Henrik Jessen ( Spar Nord Fonden ), Morten Grønne-Reinholdt ( Spar Nord Fonden ) & Rikke Andersen ( Fermaten )

Koncertkatapulten er ladt !
Efter sommerferien søsætter Fermaten et nyt projekt, der skal være med til at skabe fremtidens eventarrangører og koncertgængere.

Koncertkatapulten er et nyt initiativ på Fermaten, hvor skoleelever inviteres til at være medarrangører af en koncert på spillestedet. Fermaten stiller et budget til rådighed, og inden for budgettet er det de unge selv, der planlægger koncerten og bestemmer hvilket koncertnavn, der skal på plakaten,

I samarbejde med Fermatens medarbejdere skal eleverne deltage i planlægningen og afvikling af koncerten. Eleverne får indblik i booking, billetsalg, budgetlægning og regnskab, alt vedrørende markedsføring, som grafisk opsætning af annoncer og plakater, social medier, pressearbejde og alt andet, der kan skabe opmærksomhed omkring koncerten. Endelig skal eleverne deltage i selve afviklingen af arrangementet, modtagelse af artisten, backstage-håndtering, sceneteknik, publikum og meget andet.

Formålet med projektet er at vække de unges interesse for livemusik, og give eleverne hands-on-erfaring med eventafvikling. Innovation og entreprenørskab er et fokusområde i skolereformen, der også lægger op til en større åbenhed mod erhvervslivet. Det forsøger vi på Fermaten at imødekomme med Koncertkatapulten. Vi tror på, at kompetencer inden for oplevelsesøkonomi er vigtigt på fremtidens arbejdsmarked – ikke mindst i et område langt fra hovedstaden. Med Koncertkatapulten ønsker vi at vise de unge, at de selv kan være med til at skabe spændende kulturoplevelser i det område, de bor i, fortæller Alex Nielsen fra Fermaten.

Fermaten har desuden planer om at involvere en række spændende folk fra erhvervslivet og musikbranchen, som vil undervise og inspirere de unge deltagere. Til at finansiere dette har projektet fået støtte fra Spar Nord Fonden.

Vi er meget glade for det samarbejde, vi allerede har med Fermaten, og vi synes Koncertkatapulten er et vigtigt initiativ, som ligger godt i tråd med vores ideologi. Projektet henvender sig til skoleelever, og kan give dem nogle brugbare erfaringer. De har godt af at prøve kræfter med et rigtigt projekt fra verden udenfor skolen. Det vil vi gerne støtte, fortæller Hans Erik Jessen, direktør i Spar Nord, Herning, som tirsdag den 3. maj besøgte Fermaten for at overrække en check på 60.000,- til projektet.

Med til overrækkelsen var også Peter Astorp, skoleleder fra Herning Friskole. Det er elever fra Herning Friskoles ældste klasser, der efter sommerferien vil være de første, der deltager i Fermatens Koncertkatapult.

Koncertkatapulten