The Minds of 99

+ Support: Barselona

The Minds of 99

Beskrivelse

The Minds of 99 – Koncert på Fermaten i Herning, lørdag den 18. november 2017

The Minds of 99 spiller storladne postpunk med galopperende trommer og dansende baslinjer – og med hits som ‘Det er Knud som er død’, ‘Et barn af min tid’, ‘Hurtige hænder’ og ‘Ma Cherie Bon Bon’ har bandet placeret sig solidt på den danske musikscene.

The Minds of 99 blev dannet af seks barndomsvenner i 2012 og vandt allerede året efter KarriereKanonen. I 2014 udgav de deres første single, ’Det Er Knud Som Er Død’, der blev P3’s Uundgåelige og nåede førstepladsen på Det Elektriske Barometer. I foråret 2014 fulgte det stærkt anmelderroste debutalbum, og i albummets kølvand vandt bandet en Steppeulv-pris i kategorien Årets Sang og to Carl Priser i kategorierne Årets Talent og Årets Sangskriver For Rock, ligesom der fulgte en stribe prisnomineringer. I 2015 vandt bandet en Gaffa Award i kategorien Årets Danske Rockudgivelse for deres andet studie album, ’Liber’.

“Livet skal ædes råt, og friheden skal bruges, så ’Hjertet følger med’. Det er ikke et programmatisk punkoprør eller demonstrativ no future, som Minds of 99 dekreterer. Men en tilbageerobring af livet som en nervebetonet og skælvende eksistentiel størrelse, der skal gribes i farten.”

Sådan skrev Politikens Kim Skotte, da han anmeldte albummet ‘Liber’ til seks hjerter – Oplev det selv, når The Minds of 99 giver koncert på Fermaten d. 18. november 2017.

Barselona

+ Support: Barselona

Barselona består af efterskolevennerne, Rud Aslak og Rasmus Theodor, og er historien om et ungt DIY-pop band, som på rekordtid er blevet et af de mest lovende acts i Danmark. Duoen er bl.a. blevet udnævnt som Breakin’ Sound 2017 i Soundvenue, Ugens Kanon ved KarriereKanonen og fik en plads på Roskilde Festival 2017-plakaten – blot et år efter de startede.
Barselonas sange har en unik og karakteristisk lyd af brandvarm “barca-pop” med malende og hudløst ærlige tekster om billigrejser, evig sommer – og ikke mindst fin såvel som forfejlet kærlighed som kun en forvildet, damefikseret teenagehjerne kan føle den.

I sommeren 2016 begyndte de første færdige numre i rækken at tage endelig form og gruppens Soundcloud huser i dag tre mixtapes spækket med sol, sommer og ungdommelig synth-pop. Barselona udgav i september debut EP’en ’Drengepop’ – der blev rost til skyerne af bl.a. Soundvenue og Bands of Tomorrow der begge kvitterede med 5 stjerner.