Ensemble MidtVest

Improvisationskoncert med ensemblet

Beskrivelse

Ensemble MidtVest – Koncert på Fermaten, Herning – Torsdag den 25. november 2021

Bemærk, at fremvisning af coronapas er et krav.

Kom med til improvisationskoncert med Ensemble MidtVest og oplev musikerne dykke ned i musikkens farver og følelser. Ensemble MidtVest arbejder som nogle af de få klassiske musikere med klassisk improvisation. Siden 2007 har ensemblets musikere stået på scenen uden nedskrevne noder, og sammen har de udforsket det improvisatoriske univers og skabt et musikalsk unikt sprog i konstant udvikling.

 

Om EMV 

Ensemble MidtVest blev etableret i 2002 og består af 9 klassiske musikere, der tilsammen udgør en besætning bestående af en strygetrio, en blæserkvintet og en pianist.

Ensemble MidtVest forstår den klassiske musik som en levende tradition, der er forankret i fortiden, men som samtidig er lige så relevant i dag, som den har været i århundreder. Det er derfor ensemblets målsætning at gøre de sidste 500 års musik tilgængelig for det 21. århundredes publikum. For at opfylde dette mål præsenterer ensemblet ikke blot et repertoire med klassisk kammermusik, men arbejder også med fri improvisation.

Ensemble MidtVest spiller ca. 100 koncerter om året i ind- og udland og har bl.a. optrådt i Carnegie Hall i New York, Nordic Museum i Seattle, Kings’ Place i London, såvel som på Musikfestspiele Mecklenburg-Vorpommern, Rio International Chamber Music Week, ULTIMA Festival i Oslo, The Vale of Glamorgan Festival i Wales og Mantova Chamber Music Festival i Italien.

Ensemblet har samarbejdet med en lang række­­ højtprofilerede musikere, heriblandt Pekka Kuusisto (violin), Martin Fröst, Charles Neidich, Johannes Peitz (klarinet), Torleif Thedéen, Christoph Richter, Andreas Brantelid, Matthew Barley (cello), Knut Erik Sundquist (kontrabas), Alexander Lonquich, Christian Ihle Hadland, Christina Bjørkøe, Aleksandar Madžar (klaver), Johannes Fischer (percussion), Christina Landshamer (sopran), Bo Skovhus (baryton), Per Arne Glorvigen, Paolo Russo (bandoneón), Den Danske Strygekvartet og Trio con Brio Copenhagen.

Ensemble MidtVest har indspillet 22 CD’er. Indspilningen af Mozart og Brahms klaverkvartetter har tidligere vundet DRs P2-Prisen for årets bedste danske CD-udgivelse.

Ensemblet er et af Danmarks basisensembler og bor til daglig på HEART – Herning Museum of Contemporary Art, der både huser prøvelokaler og koncertsal. Ensemble MidtVest er støttet af Statens Kunstfond samt af de tre kommuner Herning, Holstebro og Struer.

Til denne koncert er det ikke muligt at købe medlemsbillet.

Videoer