Legenden Guy Davis til kommer efter flere år tilbage til Danmark – denne gang solo. Guy Davis er ikke blot en af bluesmusikkens store mestre, han er en musikalsk fortæller, der formår at skabe en smeltedigel af forskellige genrer, der spænder fra traditionel blues til folk, gospel og americana. Hans dygtige fingerspil på guitaren og sjælfulde vokal skaber et autentisk og medrivende udtryk i et live-repertoire af egne sange og flotte fortolkninger af tidsløse klassikere!
Guy Davis er en levende legende indenfor blues, folk og americana – en helt unik kunstner, der har opnået global succes og anerkendelse, vundet en US-Grammy i 2017, spillet med ikoner som Bruce Springsteen, Chuck Berry, Don McClean, Pete Seeger, John Denver og B.B. King, og så har han haft den store ære at optræde for Queen Elizabeth II i Royal Albert Hall og hele to gange for Dronning Margrethe II af Danmark! Guy Davis har desuden imponeret på spillesteder og festivaler i hele verden – herunder Tønder Festival i fire omgange.
Davis voksede op i 50’erne og 60’ernes New York. Hans forældre var de berømte skuespillere og markante borgerrettighedsforkæmpere, Ossie Davis og Ruby Dee. Kampen for retfærdighed, skuespillet og det kreative miljø, han voksede op i, formede ham som historiefortæller – noget han bruger som et bærende element i sin musik. Davis er i øvrigt også selv prisvindende skuespiller, prisvindende komponist og underviser.
Gå ikke glip af Guy Davis og hans stærke musikalitet, når han kommer til Herning.
Frokostsandwich (mulighed for tilkøb)
Du har til denne koncert mulighed for at tilkøbe en sandwich, du kan nyde i pausen.
Servering af sandwich foregår på Fermatens 1. sal i pausen mellem 1. og 2. set af koncerten. Medbring blot din billet, som skal scannes, og så modtager du din sandwich.
Vælg mellem to lækre sandwiches:
- Kylling & bacon
- Æg & rejer
Prisen er 65 kr.
Kan jeg bliver siddende på 1. sal og høre anden del af koncerten?
Nej – Efter pausen, hvor du har spist din sandwich, vil vi bede dig om at gå tilbage i salen.
Hvordan gør jeg?
Du lægger først din koncertbillet i kurven, hvorefter du får mulighed for at vælge sandwich som tilkøb.
Du skal medbringe din billet for køb af sandwich, da billetten skal scannes i baren.
Obs!
Sandwich tilkøb er kun muligt ved frokostkoncerter og kan ikke købes ved indgangen på selve koncertdagen.
Online salg af sandwich slutter fredag, dagen før koncerten kl. 10.00