Guldimund

Prisvindende stjerneskud med dyb inderlighed

Beskrivelse

Guldimund – Koncert på Fermaten – Torsdag den 1. september 2022
STUDIERABAT! Vis gyldigt studiekort og køb billet til kun 100 kr. i døren. Læs mere om studierabatten her.

Guldimunds album ‘Dem, Vi Plejede At Være’ har laserprintet sig fast i hjerte og sind hos den begejstrede og bevægede fok af folk i alle aldre, der har stiftet bekendtskab med værket, siden det udkom sidste vinter. Med den nærværende og ærgerrige Asger Nordtorp Pedersen i front for sin umådeligt velspillende oktet lå Guldimund i første bølge af orkestre, der genåbnede musikdanmark
efter den pandemiske dvale. Præster, kulturministre, radioværter og dansklærere har siden sluttet sig til skaren af entusiastiske lyttere, og den danske anmelderstand dekorerede ham med hele tre priser ved dette års Steppeulven: Årets album, Året tekstforfatter og Årets musiker.

Guldimund er en kunstner, der insisterer på at patos ikke behøver være prætentiøst og at det intime kan være det allermest intense. Det er et band, der med afsæt i en traditionel folkrockbesætning konstant forsøger at være dynamisk og udforske sine klangmuligheder, som var det et symfoniorkester. I centrum står Asger Nordtorp Pedersen, der med sin særegne stemme, store spændvidde og præcision leverer nogle virkeligt velfortalte vidnesbyrd fra det helt nære og almenkendte menneskeliv.

Foto: Laura Bisgaard Krogh

Videoer