Hverdagens Helte & Jonas Schou med band

Dobbeltkoncert

Hverdagens Helte & Jonas Schou med band

Beskrivelse

Hverdagens Helte og Jonas Schou med band koncert i Herning på Fermaten, fredag d. 18 November 2016.

Tre stærke stemmer, tre garvede musikere, tre voksne mænd med hver deres bagage i livet. Til sammen danner dette rammen om et nyt, unikt musikalsk foretagende med rødder i det århusianske ved navn ”Hverdagens Helte”.

Bag Hverdagens Helte står Kim Munk og Mads Tønder, som også er at finde i The Broken Beats, og Søren Zahle, der bl.a. også gør sig som guitarist for Peter Sommer. Nu har de tre slået pjalterne sammen med nærværende og autentisk, dansksproget musik for øje.

I grænselandet mellem folk og pop – med en snert af elektronik – skriver Hverdagens Helte ørehængende sange med udgangspunkt i kærligheden, i livet og virkelige historier fra landevejen. Trioen er i 2015, efter knap et års arbejde og finpudsning i studiet, klar med førstesinglen ”Det Lyse Håb”, som spilles flittigt på landets P4.

Trioen har tidligere også modtaget stor ros af de danske musikmedier for deres live-optræden, hvor bl.a. GAFFA skriver: “Med dagens smukkeste guitarlyd, dejlige dansksprogede tekster og en klassisk feel-good stemning var det en perfekt start på dagen.

Hverdagens Helte har fødderne plantet solidt i dansk musiktradition, og drager således stærke paralleller til en række ikoniske, danske artister. Nummeret ”Blikdåse Drøm” er ligeledes skrevet helt tilbage i 1978 af Mads Tønders far, John Tønder, men aldrig tidligere udgivet.

Trioen retter dog blikket fremad i deres musik, hvor de klassiske sangskriverdyder nyfortolkes i et tidssvarende lydbillede. Hverdagens Helte er dansk folk-pop anno 2015.

Jonas Schou

Jonas Schou med band:
Den nordjyske sanger og sangskriver Jonas Schou har udgivet sit debutalbum ‘Hverdagsmennesket, Sortseeren og Drømmeren’, som har vakt anerkendelse rundt omkring i Danmark. Albummet udkom d. 23. oktober 2015, og er produceret af Lars Skjaerbaek ( Tim Christensen, Michael Falch, Poul Krebs m.fl. ).

Førstesinglen ‘S.O.S.’ røg direkte ind som ‘Hit-Tip’ på P4 Play. Den folkepopulære radioudsendelse “Madsen” med Alex Nyborg Madsen som vært, var ligeledes hurtigt overbevist om sangens formåen, og værten playlistede den i programmet. Andensinglen ‘Ikke Desto Mindre Eller Mere’ kom d. 30. oktober i rotation på P4. Jonas Schou tager nu landet rundt med sit yderst velspillende band.

Jonas Schou: Vokal, akustisk guitar
Simon Bang: Trommer
Kenneth Hove: Bas
Anders Duus: Elektrisk guitar, kor
Thomas Hyldig Larsen: Elektrisk guitar, akustisk guitar, kor
Palle Hjorth: Klaver, synth, orgel
Johan Aaen: Klaver, synth, orgel

Videoer