Julias Moon:
I oktober 2013 debuterede Julias Moon som P3’s Uundgåelige med hitsinglen Bay efterfulgt af EP’en Backseat Thunder, og nu er trioen klar med nyt.
I løbet af forår og sommer 2014 udgiver bandet suiten Technicolor VISION; fire singler, fire videoer, fire scenarier der hver især sætter en ny farve på poptrioen.
Første single Lipstick Lies kickstartede udgivelsen d. 17. marts.
Sex og melankoli er gennemgåede temaer i poptrioens tekstunivers, tematikker der har gjort sig gældende op gennem soul-traditionen og poppen. Med elektroniske cutting-edge produktioner skaber trioen en moderne nordisk lyd, der refererer til både amerikansk R&B, neo-soul, 80’er synthpop, 90’er Euro og nyere britisk electronica – et udtryk for en ny generations mange inspirationskilder og pick and choose-mentalitet der hos JULIAS MOON udmunder i en skarptskåret og uimodståelig pop-vision
Freja Kirk:
Freja Kirk er klar med et debut-album, som er fyldt med beats og omkvæd og popsange, man får lyst til at skrue op for og danse til. Trods de positive musikalske vibes er sangene blevet til i en stærk tilstand af vrede, sorg, desperation og afmagt. Albummet kredser om et parforhold, der synes umuligt at bryde ud af, men som omvendt aldrig kan blive forløst.
For fire år siden mødte Freja for første gang Alexander Grandjean fra producer-teamet Granity. Alexander gik på producer-linjen og Freja på sanger-linjen på Rytmisk Center i København, hvor de blev opmærksomme på hinanden. Den anden halvdel af Granity – Emil Towity – kom senere med ind over projektet og ikke længe efter kom også den svenske trommeslager og producer Marcus Liliequist med på vognen.
Freja, Marcus og Granity har på lige fod været involveret i tilblivelsen af et debut-album, der vel bedst kan betegnes som en nedbarberet, rå, drømmende Nørrebro-variant af r&b tilsat Frejas helt egen uimponerede gadedrenge-lignende tilgang til pop-musikken.
Freja har hele tiden været i centrum i albummets tilblivelse. Alle historier, tekster og lyde på albummet er 100% Freja, og hele albummets univers er flettet rundt om hendes person.
”Monophobia” er et på én gang drømmende og hamrende kontant pop-album! Der er melankoli og store stemningsfulde produktioner på albummet. Der er pågående beats og rå, nærværende pop med vokal helt ude i pappet. Freja Kirk laver pop, man bliver både rørt og ramt af.