Marie Bergman favner fire årtiers solo-karriere på albummet ”Den mänskliga faktorn” – organiske og intense revurderinger, der fravælger nostalgien og insisterer på at have sin berettigelse i nu’et.

”Den menneskelige stemme er den menneskelige faktor – et af de mest kraftfulde instrumenter som findes i livet. Den kan være så medgørlig og så fleksibel – og pludselig kan den gå i baglås og spænde sig fast, miste ånden, gå i hæs krampe. Som livet. Men den er lige så unik som dit fingeraftryk og den håndskrift, den indeholder dit potentiale. Og lærer du dig selv, hvordan din stemme fungerer og udvikler dens muligheder, da vokser du som menneske. Den er et spejl af hele dit jeg.

Marie Bergman
Intet ville have været lettere for Marie Bergman end at plukke en flot buket minder fra de 18 vidt forskellige albums, den 40 år lange solokarriere har budt på. Men opsamlingsplader for nostalgiens skyld har hun kun et skuldertræk til overs for, og de ”best of”-udgivelser, der er tidligere udsendt i hendes navn, har hun i øvrigt ikke selv haft indflydelse på.

I stedet havde ideen om en revurdering af sange som ”Brevet” og ”Sang til Iris” fra 70’erne, 80’ernes ”Till Alla Hjärten” og ”Mjuke Linser” osv. osv., spøgt i hendes sind – især efter den senere karrieres solo-koncerter. Numre som har gjort Marie Bergmans navn til allemandseje overalt i Skandinavien og ikke bare i det svenske hjemland. Men selv ville hun kun indspille, hvis hun kunne befri sangene for vanens tryghed og magt. Ingen lugt af mølkugler, tak – kun duften af friske, livskraftige blomster. Og det er sådan ”Den mänskliga faktorn” fremstår. Fortættet, intens, akustisk, organisk – med hendes livsledsager, guitaristen og produceren Lasse Englund og den tilbagevendte bassist ”Backa” Hans Eriksson som de absolutte nøglepersoner.

Stemmen
Titlen skal forstås på flere plan. ”Den mänskliga faktor” refererer dels til Marie Bergmans helt særegne røst. Den urkraft af en stemme som formede hendes karrieres første del og tilbage i 80’erne sikrede hende job på Danmarks største scener med gentagne optrædener i Roskilde, Skanderborg, Midtfyn osv. Men samme røst sagde også sagde fuldt stop lige før en koncert foran over 30.000 tilskuere i Fælledparken i København i slut-80’erne: Den ville bare ikke presses mere, og Bergman måtte lægge stressen på hylden og livsstilen om, indtil hun forstod sin stemme og de igen blev venner med nye vaner: Først jazzen inspireret af storebrors lp’er, så den svenske visetradition hun egentlig startede ud med. Stadig intenst. Men på en anden måde. I dag optræder hun både som eftertragtet solist (eller senest i Danmark med D’damer & Allan Olsen), mens hun på hjemmebanen i Stockholm underviser i stemmens magi og kraft og holder ”toningar” som hun kalder sine fællesskabskoncerter, hvor hver og en af de fremmødte får mulighed for at lade sin røst og ”livstone” blive hørt. Selv kalder hun det kærligt – og med et smil på læben – for sin ”samfundstjeneste”…
Sangene – med to nye
”Den mänsklige faktor” gælder også Marie Bergmans sange. Tvivlen, fejlene, stridbarheden, eftertanken, bruddet: ”Jeg fandt ud af, at alle sangene var forskellige versioner af Den menneskelige faktor – på den ene eller den anden måde. Det ufuldkomne i os. På godt og ondt. Alt det, der gør os til mennesker. Vi lever i en tid med opskruet tempo og lille tolerance. Vi sammenlignes med maskiner og skal helst være lige så fejlfrie, perfekte, maskinelle, rationelle. Stakkels menneskelige faktor. Den sårbare, inderlige, indlevende har det hårdt… Jeg blev fascineret af den følelse og begyndte at lytte til de gamle sange på en anden måde. Og så besluttede jeg, at møde sangene med den stemme, jeg er i dag”, beretter Marie Bergman, som også har to helt dugfriske numre, ”Dyrbart” og ”Kommer hem” med på albummet ud over de supplerende nyindspillede tracks til download, som bringer albummets total op på 20 numre.

Samspillet
At Marie Bergman er en stærkt personlig og reflekterende tekstforfatter, er hævet over enhver diskussion. Tvivlen i ”Brevet”, troen på en anden og bedre vej i livet i ”Natten Den Blå” – eller desillusionen i 2009-sangene ”Tjuren och Plogen” og ”En Fri Røst” (om mordet på den russiske journalist Anna Politkovskaja) er bevis nok. Men koblet sammen med hendes dirrende intensitet – ikke mindst på scenen i samspil med publikum – opstår denne ekstra dimension. Endnu en version af ”Den mänskliga faktorn”.

Allerede da Marie Bergman som 14-årig optrådte på de stockholmske visescener med Fred Åkerström og især Cornelis Vreeswijk, lærte hun, hvordan en sang kunne stå helt alene og nærværende i lokalet. Det er dén intensitet, hun har arvet – og personliggjort: ”Marie Bergman er jo fantastisk, fordi hun kan synge fra en selvangivelse – og så bli’r det stadig til musik. Hun er en urkraft”, som Allan Olsen formulerer det. For Olsen er bare endnu en af den store danske skare, der har taget Bergman til deres hjerte.