Mens Vi Venter På Porno

Herning Teater præsenterer ...

Mens Vi Venter På Porno

Beskrivelse

Kvinder med og uden filter

Mens vi venter på porno, er et mash-up portræt af kvinder, hvor det traditionelle syn på, hvem der bør være maskulin og feminin kontroversielt tages helt til kanten – og hvor både spydigheder og kærlighed til kønnet veksler i et konstant og velspillet flow.

Mens vi venter på porno, er AF kvinder og OM kvinder. Det er en satirisk montage, hvor rejekællinger, uærlige nutella-spisende perfektionister og kvindelige sexkøbere serveres lige i fjæset, og publikum får rusket op i store kvindetabuer. Det er politisk ukorrekt og sat helt på spidsen. Sanne og Tinna er gennemgående karakterer og helt uden filter – i en befriende kontrast til de digitale udstillingsvinduer på de sociale medier, hvor autenticiteten lider en stille død, når drømmen om at fremstille sig fnugfri og friseret er altoverskyggende – og som en kommentar til de glansbilleder, der dag ud og dag ind møder os i modemagasinerne.

Instruktion: Kamilla Wargo Brekling
Medvirkende: Sofie Jo Kaufmanas, Mette Søndergaard Nielsen
Producent: Jangmarks Agentur