Mercenary

Mercenary

Beskrivelse

Mercenary – Koncert på Fermaten – Lørdag d. 26. sep 2020

Hører du også til de koncert-hungrende metalelskere, der nærmer sig evigt sortsind efter aflysning af forårets koncerter og sommerens festivaler? Så er der mulighed for at få sig et metalfix i det jyske til september, hvor Mercenary atter børster støvet af skuldrene og sikrer sig, at formen er knivskarp inden deres kommende plade indspilles, og måske lufter de endda lidt nyt materiale i den anledning. Spillestederne tilbyder naturligvis sikre vilkår efter gældende retningslinjer og kan informere om de specifikke forhold, når datoerne nærmer sig. Vil man være sikker på at få en billet, er det naturligvis en god idé at købe i forsalg, da der vil blive sat et begrænset antal til salg på grund af hensyn til sikkerhedsafstand.

Som nedfrosne jætter, der bryder ud af deres årelange dvale, rejser den melodiske metals giganter MERCENARY sig atter fra den nordjyske muld og afbryder deres slummer for at hylde den moderne tilværelses kulde med deres hårdtslående metalhymner og deres særegne form for nordisk melankoli og melodi.

Mercenary har siden de debuterede internationalt med pladen “Everblack” i 2002 turneret Europa tyndt med supportturnéer for bands som Megadeth, Dark Tranquility og Nevermore samt optrådt på en lang række festivaler som Wacken Open Air, Copenhell, Roskilde Festival og Progpower USA, og bandet har gennem deres energiske og velspillede livefremførelser af deres let genkendelige genreblanding af melodi, melankoli, metallisk smadder, atmosfæriske keyboardflader og himmelstræbende guitarsoloer i verdensklasse tilkæmpet sig et globalt og loyalt følge.

Siden bandet udgav deres syvende plade “Through Our Darkest Days” i 2013, har Mercenary kun turneret sparsomt med blandt andet en turné som hovednavn rundt på Europas klubscener og en række koncerter som hovednavn i Japan, hvorefter bandet har afsondret sig i det mørke Nordjylland for at destillere det evige danske efterårs særlige melankoli og kombineret det med et vredt og tungt udtryk, som vil være at finde på det kommende album, der planmæssigt vil blive indspillet sidst i 2020.

Mercenary udgav i foråret en forsmag på deres kommende album i form af singlen “From the Ashes of the Fallen” – se videoen her: https://youtu.be/AztkE-vjrlA

Til koncerten Vintermetal 25. januar i Aalborg 2020 præsenterede bandet både en opdateret lineup med ny trommeslager og en lang række klassiske metalkompostioner samt verdenspremieren på nyt materiale fra det kommende album. (se liveanmeldelse på Devilution – 4 ud af 5 stjerner)

Mere info: www.mercenary.dk

 

Videoer