Moorjazz Festival 2020

Beskrivelse

Moorjazz – Jazzfestival på HH Herning – Lørdag 7. november 2020 kl. 12.00
Billetpris: kr. 395,- | Unge under 25: kr. 295,-

Den 7. november 2020 vil MOORJAZZ FESTIVAL for anden gang fylde HH Hernings gange og sale med sprøde toner fra tidens fremmeste jazz-navne.

Sidste år i november var den gamle Herning Højskole, nu HH Herning, ramme om en ambitiøs ny jazzfestival, der ikke kun bød på koncerter med små og store jazz-navne, men også masterclasses, workshops, artist talks, DJ, pladesalg og meget andet.

Det er svært at være jyde og beholde armene nede, men reaktionerne fra publikum og pressen var overvældenden efter sidste års festival – og vi gør det selvfølgelig igen i år! Vi vil igen skabe en totaloplevelse med små hyggelige barmiljøer, bragende koncerter, intense oplevelser, dejlig mad og den gode stemning, fortæller Steen Mikkelsen fra Swinging Europe.

MOORJAZZ FESTIVAL arrangeres i tæt samarbejde mellem Swinging Europe og Fermaten, to herningensiske musikinstitutioner, der begge har høje ambitioner for musikgenren. Bindeleddet mellem de to institutioner er jazzbloggeren Niels Overgaard, der både fungerer som formand for Fermatens jazz-klub Moorjazz og som bestyrelsesformand for Swinging Europe. Visionen for festivalen er at præsentere lyden af den moderne jazz-scene, som den lyder i 2020. Arrangørerne er derfor i gang med at grave dybt ned i genren for at sammensætte et spændende, alsidigt program, der ligesom i 2019 byder på musik, der kan samle generationerne og give nye, overraskende musikalske oplevelser.

Under 25?
Er du under 25 år, kan du købe en ung-billet til DKK 350,-
Husk at medbringe billede-ID.

Jazz-dinner
Der vil være lækre madboder på stedet. Men for de, der vil særligt forkæles, tilbyder vi i samarbejde med Gastro 13 en lækker 3 retters aftenmenu under festivalen. Middagen nydes i Gastro 13’s flotte restaurant på HHHerning, og undervejs vil der være god jazz til maden. Jazz-dinner købes som tilkøb til din festivalbillet, og du vil nærmere information tilsendt, når vi nærmer os festivaler. – Bemærk, der er kun et begrænset antal Jazz-dinner billetter i salg.

Vi kan allerede nu afsløre det første navn på Moorjazz Festival 2020:


Bremer/McCoy

Væbnet med klaver og kontrabas har Bremer/McCoy formået at give genklang både herhjemme og i udlandet. Duoens fjerde album, Utopia’, blev udgivet i samarbejde med Bremer/McCoy Music og ’Talking Heads’-frontmanden David Byrnes label – ’LUAKA BOP’ – i New York. Her fortsættes rejsen videre ind i et forunderligt lydunivers skabt af to perfektionistiske og uhyrligt talentfulde barndomsvenner.

De har været pris-nomineret til Steppeulven for bl.a. ’Årets Musiker’ og ’Årets Komponist’ mere end en gang, de har fået opmærksomhed i udlandet og præsteret udsolgte koncerter på Copenhagen Jazzhouse og Bremen Teatret i København – ligeledes mere end en gang. Bremer/McCoy er et varmt navn. Jonathan Bremer, kontrabas, og Morten McCoy, klaver, har kendt hinanden det meste af livet, og har spillet sammen siden 2012 – og i Oktober 2019 udgav de deres fjerde album sammen. ”På den seneste plade havde vi besluttet, at der skulle være mere frihed til nyskabelse – og alligevel ender vi med at lave en plade primært med klaver og kontrabas. Den overordnede ambition er at bidrage til noget, der binder folk sammen. Vi har fået nogle overvældende oplevelser igennem musikken, og det håber vi også, at vores lyttere kan,” forklarer Morten McCoy.

Bremer/McCoy er et stærkt fællesskab med en særlig, gensidig forståelse – en anmelderrost konstellation, der skal opleves på Moorjazz festival 2020.