Plug-In: Online kursus i musikproduktion

Beskrivelse

Plug-In: Kom i gang med musikproduktion  – afholdes i vinterferien
(OBS: Tilmelding er lukket)

Er du mellem 12 og 17 år gammel, og kunne du tænke dig at lave musik? Går du rundt og drømmer om at skrive dine egne sange og producere din egen musik? Så kan du i vinterferien deltage i SPIL NYT’s online-kursus i musikproduktion – helt gratis!

Du ved det. Vinterferien bliver ikke, som den plejer. Der bliver ingen skitur til Norge, meget af landet er lukket ned, og du må ikke ses med mange andre end dine forældre og allertætteste venner. Derfor kan du ligeså godt bruge vinterferien fornuftigt.

Du har nu muligheden for at lære at skrive og producere musik, alt imens du sumper rundt derhjemme i coronahytten.

Du behøver ikke at have prøvet kræfter med hverken sangskrivning eller musikproduktion før. Du lærer det hele på kurset, hvor Morten Mosgaard vil tage dig i hånden og lære dig det hele. Morten er uddannet rytmisk sanger og musiklærer fra Musikkonservatoriet i Aalborg, og til dagligt arbejder han som komponist, sangskriver og lyddesigner. Så vi lover, at du kommer til at lære af den bedste. Vi forventer, at du deltager aktivt i workshoppen, og at du deltager i alle tre workshops. Så bliver det meget sjovere!

Kurset afholdes i uge 7, hvor to gange tre workshops vil fordele sig over tre dage:

  • Mandag den 15. februar klokken 10.00-12.00 (Udsolgt) og klokken 14-16 (Få billetter) 
  • Onsdag den 17. februar klokken 10.00-12.00 (Udsolgt) og klokken 14-16 (Få billetter) 
  • Fredag den 19. februar klokken 10.00-12.00 (Udsolgt) og klokken 14-16 (Få billetter) 

 

Workshop #1: Grundlæggende musikproduktion for begyndere

Denne workshop er et online kursus i at komme i gang med musikproduktion i enten Ableton Live Lite eller Studio One Prime. I workshoppen gennemgår vi de grundlæggende principper i at producere musik på computer. Hvor kommer lyden ind, hvordan kommer lyder ud, hvordan ændrer vi på lyden? Vi gennemgår ting som indspilning med midi-keyboard, programmering af trommer, optagelse af vokal/guitar, og hvordan man kan forbedre lyden på de optagelser, man laver.

Programmet Studio One Prime er et gratis program, du kan hente fra internettet, da programmet er en gratis version af et større program, har den en række begrænsninger, men det er et godt og gratis sted at starte. Programmet Ableton Live Lite følger med flere forskellige midi-controllere og andet musikudstyr, og programmet kan derfor ikke downloades gratis, med mindre du har købt lydudstyr, hvor programmet følger med.

 

Workshop #2: Grundlæggende sangskrivning for begyndere

Har du aldrig skrevet en sang før, eller skrevet en sang og syntes det var svært? I denne workshop kigger vi på, hvordan man skriver en sang fra start til slut med både tekst, akkorder og melodi ved hjælp af et klaver eller en guitar og en blok papir. Hvordan får man den første idé? Hvordan sætter man ord og toner sammen? Hvad i alverden skal man med akkorder?

For at blive en dygtig sangskriver findes der et hav at værktøjer og metoder du kan bruge; ting der kan hjælpe dig med at få de rigtige idéer og sørge for, at du ikke går i stå, mens du skriver. Til denne workshop vil du få en masse af disse værktøjer i din musikværktøjskasse.

 

Workshop #3: Musikproduktion og sangskrivning i Ableton Live Lite

I denne tredje workshop kombinerer vi det, vi har lært i de to foregående workshop. Vi tager vores nye kompetencer i at optage og producere musik og blander det med vores evner til at skrive sange. I denne workshop går vi derfor både mere i dybden med, hvordan man producerer musik på en computer, og hvordan man kan finde gode musikalske idéer og skabe musik.

I denne workshop arbejder vi med de lyde og effekter der følger med Ableton Live Lite og bruger et midikeyboard til selv at indspille akkorder og melodier.

 

Om Morten Mosgaard

Foto: Ard Jongsma

Mit navn er Morten Mosgaard og jeg er uddannet rytmisk sanger og musiklærer fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aalborg. Jeg arbejder til hverdag som komponist, sangskriver og lyddesigner blandt andet for Teater Jævn, og har gennem tiden indspillet og produceret et væld af musik i mit eget studie. Jeg har siden 2010 haft mit eget pladeselskab, Jævn, hvor jeg har udgivet mine egne projekter.