Scarlet Pleasure

+ Support: Himalaya

Scarlet Pleasure

Beskrivelse

Da Scarlet Pleasure i den vinterkolde februar måned udgav sangen ’Windy’ sendte den unge trio med det samme danskerne på en mental rejse til varmere himmelstrøg. Et par måneder senere var de klar med den groovy strand-hymne ’Under The Palmtrees’, der tilførte den varme danske sommer et glamourøst skær af Venice Beach. Begge sange er blevet råspillet på P3 og har skabt en massiv efterspørgsel på mere musik fra den københavnske trio. Nu kvittererer Scarlet Pleasure med EP’en ’Mirage’, der udkommer i dag og er produceret af bandet i samarbejde med deres faste producer David Mørup, samt mixet af Rune Rask (Suspekt).

På ’Mirage’ løfter Scarlet Pleasure sløret for endnu større flig af deres helt unikke mix af groovy 80’er pop og sexet 90’ RnB. EP’en indeholder -udover singlerne ’Windy’ og ’Under The Palmtrees- fire helt nye numre, hvor åbningstracket ’The Strip’ netop er udsendt som single.

’The Strip’, der trækker tydelige referencer til ikoner som Michael Jackson og Stevie Wonder, er en hyldest til den seks kilometer lange hovedgade i underholdningsmekkaet Las Vegas, der er et virvar af neonlys, billboards, casinofacader og stripklubber.

Og den stemning man finder i Las Vegas tager Scarlet Pleasure med sig når de spiller live, hvor palmer og neonlys er blevet et fast element.

Scarlet Pleasure har skrevet både tekst og musik til Windy, som er produceret i samarbejde med David Mørup, mixet af Rune Rask (Suspekt) og masteret af Brian Gardner (David Bowie, Eminem, Dr. Dre).

Scarlet Pleasure er:
Emil Goll: vokal
Alexander Malone: bas
Joachim Dencker: trommer

Himalaya

Support for Scarlet Pleasure: Himalaya

Den nye, danske sangerinde Himalaya, der bl.a. har sunget kor for Xander og lavet musik til en international kampagne for CHANGE Lingeri, træder i front med en vokal, der skaber associationer til flere af verdens større, kvindelige artister.

Med sine sjælfulde numre og stærke – men også melankolske tekster, der rummer diverse spekulationer fra ethvert menneskes hverdag – står Himalaya i stærk kontrast til flere af de velkendte artister, der præger den danske såvel som den internationale musikscene.

Og med en klar fornemmelse af hvem hun er – og hvor hun kommer fra – har Himalaya, sammen med både danske og internationale producere, udviklet en unik lyd og et univers, der tager publikum med på en følelsesmæssig rejse helt ind, hvor både lykke og smerte eksisterer.

Himalayas musik bevidner om, at det er en selvstændig men også blid og følsom kvinde, der ikke er bange for at fortælle andre om, at hun vægter de indvendige værdier frem for de overfladiske og flygtige, materialistiske ting, som alt for ofte præger vores samfund.

Videoer

WiMP