Når Smallegade Sessions ruller ind over Fermaten i efteråret, kan du se frem til en række store oplevelser i små, intime rammer. Fermaten Lounge kommer nemlig til at sætte scenen for de helt eksklusive koncerter med artister særligt håndplukket til lejligheden. Der vil kun være 30 billetter til hver koncert, så oplevelserne vil være helt særlige.
Billetten koster 100 kroner, og det er inklusiv en øl, et glas vin eller en sodavand.
Om ET Tumason (IS)
Islandske ET Tumason spiller blues med en rå energi, der rammer lige ind hjertet og opsluger selv den mest uopmærksomme lytter. Den personlige og eklektiske tilgang til bluesen, hvor utraditionelle elementer som strubesang flettes ind, fuldender blot et allerede fremragende lydbillede.
ET Tumasons blues er fyldt med så meget nerve og autenticitet, at man i baggrunden næsten kan høre Mississippi Fred McDowell råbe “I do not play no rock’n’roll.”
En mand. En guitar. En stemme. ET Tumason er en unik og fuldstændig fantastisk islandsk bluesmand. Musikken trækker inspiration fra Delta Blues, men på samme tid har ET sin helt egen stil og spiller sangene med så stor passion og rå og beskidt lyd, der tilføjer helt nye niveauer til en noget slidt genre.
Bemærk, at der ikke sælges medlemsbilletter til Smallegade Sessions.
Bemærk også, at der desværre ikke er adgang med elevator til Fermaten Lounge.