Snuggles lyd er både tredimensionel og bomuldsblød, og skjuler en indre konfliktfyldt dialog. Deres rige guitarriffs, melodier og tekster gnider sig op ad hinanden og former deres unikke verden.
Duoen består af Andrea Thuesen og Vilhelm Strange, der fandt øjeblikkelig symbiose som skolekammerater på Rytmisk Musikkonservatorium i København og knyttede bånd gennem lange jamsessions. De selvudnævnte “musikalske sjælevenner” færdedes i Københavns undergrund i årevis, før de afslørede snuggle i 2023.
Thuesen udgør en tredjedel af trioen Baby In Vain, som har udgivet grunge-prægede udgivelser siden begyndelsen af 2010’erne. Strange fandt sin plads som producer for den alternative boyband-gruppe Liss.
Snuggle er blevet et ly for livets storme — skæve arrangementer med lige dele eksistentiel uro og poetisk humor. “Musik har altid været en social praksis for mig. En måde at være sammen, skabe og have et fællesskab omkring noget.”
Meget af Thuesen og Stranges arbejde opstår i hjemlige øjeblikke — liggende i sengen, improviserende på guitar og seende fjernsyn — i isolation. Projektets navn henviser til en intimitet, der præger disse – om end melankolske – rutiner. “En dag kom Vilhelm bare hen og spurgte: ‘Hvad synes du om “snuggle”?,’” fortæller Thuesen. “Og på en eller anden måde gav det bare perfekt mening for mig, for vi var begge sådan lidt hyggelige på den måde, når vi havde brug for beskyttelse mod vanviddet.”
Den blødhed var tydelig allerede på snuggles debut-EP Calendula, som forenede jordnære instrumenter, fængende vokaler og flydende studieteknikker. Disse teknikker – en ny måde at færdiggøre musik på, med analogt udstyr uden mulighed for at genskabe det – påvirkede mere end bare lydkvaliteten. “Vi fandt ud af, at på et tidspunkt i processen gjorde det det hele mere spændende at forlade computeren – fordi man ikke kunne gå tilbage, medmindre man var villig til at starte helt forfra.”
Goodbyehouse — snuggles første fuldlængdeudgivelse på det danske pladeselskab Escho — blev til i en tid med forandring og dualitet: en lokal café, hvor Thuesen arbejdede i næsten et årti, lukkede; Stranges barndomshjem blev solgt; begge oplevede hjertesorg og brud; holdepunkter forsvandt, mange farveller, afskeder. Disse forandringer kastede duoen ind i et mærkeligt nyt kapitel.
“Det er lidt den der barndomsfølelse af at skulle flytte og blive taget ud af noget trygt og velkendt,” funderer Thuesen. “Man ved ikke helt, hvad der venter på den anden side, så man er lidt spændt. Men det er også skræmmende og melankolsk — den følelse kan jeg også godt lide i musik.”
Goodbyehouse fælder en tåre for den ungdom, der forsvinder, og træder derefter roligt ind ad døren til voksenlivet.
Bortset fra percussion fra Tobias Laust og cello af Naja Solié, er albummet resultatet af Thuesen og Stranges fælles isolation, kærlighed til jams og eksperimenter. På “Sun Tan” genfortælles bittersøde minder om en sommerromance ovenpå et støvet beat, krydret med glidende vokalsamples. “Woman Lake” er en surrealistisk hyldest til delstaten Minnesota, og fremkalder et landligt landskab — helt ned til myggestikkene og en kortvarig personlig gnist. Med sin postpunk-prægede bas og dæmpede guitararbejde er det sene albumhøjdepunkt “Water In a Pond” dyster, men inderlig. “Det er både en sang med selverkendelse og sorg, men også en kæmpe kærlighedserklæring til de mennesker, jeg elsker allermest i verden,” siger Thuesen om nummeret.
Gennem hele Goodbyehouse gennemsyrer mærkelige ørehængere af en malerisk nostalgi.