Southern Avenue (US)

Blues tilsat rock, soul, gospel og et stænk pop

Beskrivelse

Første gang man hører Memphis-bandet Southern Avenue, er der gode chancer for, at man går bagover af begejstring. Bandet har nemlig sin helt egen lyd og spiller et fedt mix af gospel, soul, roots og bluesmusik, der bæres godt af sted af tre velintegrerede vokaler fra orkesterets tre kvindelige medlemmer.

Disse er de tre Jackson-søstre, der alle er født i Memphis, Tennessee, USA – nemlig leadvokalisten Tierinii Jackson, trommeslageren og vokalisten Tikyra “TK” Jackson samt percussionisten, violinisten og vokalisten Ava Jackson. Sammen med den israelske guitarist Ori Naftaly og keyboardspilleren Jeremy Powell har de skabt deres særlige Southern Avenue-lyd.

Det er en lyd, der blander den historiske ånd, som præger byen Memphis på musiksiden, med et moderne twist. Southern Avenues originale sange er således ikke blot et nik til fortiden, men også et dristigt skridt fremad i den proces, der definerer Memphis-musikkens fremtid.

Southern Avenue har benyttet sig af skiftende bassister siden deres pladedebut i 2017 med albummet Southern Avenue, udgivet af det genoprettede, Memphis-baserede og legendariske pladeselskab Stax. Siden da er det blevet til to fuldlængdeudgivelser mere: Keep On (2019) og Be the Love You Want fra 2021.

Southern Avenue markerer sig internationalt med nyt album og turnéer med musikalske legender.

Med masser af koncerter bag sig – blandt andet i USA, Australien og Europa – samt optrædener på flere betydningsfulde festivaler, en Grammy-nominering for albummet Keep On og nomineringer til Blues Music Award-prisen for Årets Band i 2021, 2022 og 2023, går det rigtig godt for orkesteret.

Faktisk går det så godt, at Southern Avenue har været på turné med navne som The Tedeschi Trucks Band, Sheryl Crow og Los Lobos. Desuden var de med på 2024-udgaven af Willie Nelsons Outlaw Music Festival Tour. Her blev Willie Nelson så begejstret for Southern Avenue, at han havde dem med på scenen til sine tre sidste numre hver eneste aften. Selveste Bob Dylan, der også deltog i festivalen, viste ligeledes sin begejstring for bandet og deltog i flere fotosessions med dem.

Nu gælder det så Southern Avenues fjerde fuldlængdealbum Family, som netop er udkommet på Alligator Records – formentlig verdens mest prestigefyldte uafhængige blues-pladeselskab. Family er produceret af den Grammy-vindende John Burk, som blandt andet også har produceret Ray Charles, George Benson og Melissa Etheridge.

Videoer