Vuust & Parks

Jazz på Carl-Henning Pedersen Museet

Vuust & Parks

Beskrivelse

“Storytelling” – Kærligheden til den gode sang
I efteråret 2015 bliver der en unik chance for at opleve en duo med fremtrædende eksponenter for henholdsvis dansk og amerikansk jazz: Den danske tenorsaxofonist (og for nylig DMA-nominerede) Christian Vuust og den amerikanske verdensklasse-pianist Aaron Parks.

Christian Vuust & Aaron Parks tager på Danmarksturné 22/10-1/11 2015. I begyndelsen af oktober måned udkommer duoens første album, kaldet ‘Storytelling’. Det kreative brændstof er kærligheden til den gode sang. Hver sang rummer en historie, som Vuust og Parks forsøger at fortælle ved hjælp af toner og klange.

Carl Nielsen møder Billie Holiday
Christian Vuust udtaler: “Igennem vores samarbejde er det gået op for os at vi begge har en stor kærlighed til ‘den gode sang’. Det være sig danske højskolesange, Carl Nielsen-sange og revyviser, men også amerikanske Billie Holiday-klassikere m.m. Vi blev hurtigt klar over at der her var kunstnerisk brændstof til at indspille og turnere med fortolkninger af hinandens yndlingssange.”

Christian Vuust & Aaron Parks er resultatet af et frugtbart transatlantisk samarbejde, der begyndte i New York City i 2013. Det mundede ud i indspilningen af det anmelderroste album ‘Urban Hymn’ (i selskab med Ben Street og Jeff Ballard). Pressen skrev: “Et ægte kunstværk af sofistikeret skønhed” (allaboutjazz.com) og “Et helt fantastisk album. En af mine absolutte 2014-favoritter!” (jazznyt.com). I marts 2014 var Vuust og Parks på en vellykket kvartet-turné (Politiken gav 5 hjerter for den udsolgte koncert i København).

Deres sammenspil er præget af lydhørhed og intimitet. De deler en udogmatisk og åben tilgang til at spille jazz, inspireret af både folkemusik, populærmusik, kirkemusik og klassisk musik. Musikken bærer præg af mødet mellem den nordiske og amerikanske jazzspillestil.

OBS !
Koncerten afvikles på Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum, Birk Centerpark, 1, 7400 Herning