Støtte fra Nordea-fondens renoveringspulje og Aksel Nørgaards Fond giver luft under vingerne til endnu et ombygningsprojekt på Fermaten, der skal forbedre indeklimaet i koncertsalen.
Fermatens flere end 20.000 årlige gæster kan sammen med spillestedets egne medarbejdere og øvrige brugere glæde sig til bedre luftkvalitet og temperatur i den store koncertsal, som får forbedret ventilation i løbet af 2026.
Med 650.000 kr. i støtte fra Nordea-fondens Renoveringspulje og 125.000 kr. fra Aksel Nørgaards Fond kan Fermaten sammen med en egenfinansiering på 125.000 kr. nu igangsætte et nyt projekt, der skal løse en mangeårig udfordring med dårlig ventilation i koncertsalen – særligt ifm. de større arrangementer.
– Vi er yderst taknemmelige for at både Nordea-fondens Renoveringspulje og Aksel Nørgaards Fond har besluttet at hjælpe os med at udnytte den unikke mulighed for at lave et klogt og tiltrængt løft af ventilationen på Fermaten, siger Nicki Quist, leder af Fermaten.
– Det har stor betydning både for vores mange koncertgæster og vores flere end 100 frivillige medarbejdere at kunne se frem til bedre luftkvalitet og ventilation i koncertsalen. Det har været et stort ønske for rigtig mange gennem mange år, så det bliver et stort løft til fællesskaberne og musikoplevelserne på Fermaten, fortæller Nicki Quist.
Fra udfordring til mulighed
Den gamle ventilation i Fermatens koncertsal fungerer i princippet fint, men anlægget er underdimensioneret, hvilket især har kunnet mærkes ved større arrangementer.
Det nye projekt skal udnytte, at der i forvejen skal installeres ny ventilation i den nye sidebygning, som Fermaten allerede er ved at genopføre. Dette nye ventilationsanlæg gøres nu endnu kraftigere og bliver desuden designet, så det kan hjælpe det gamle anlæg i koncertsalen efter behov.
Den opfindsomme 2-i-1 løsning er både økonomisk attraktiv, og man undgår at skrotte det gamle anlæg, som stadig fungerer.
Den nye ventilationsløsning vil efter planen blive taget i brug i begyndelsen af det nye år, hvor også den øvrige ombygning af Fermaten ventes klar.
Fakta om projektet
Projekt: Frisk luft til fællesskaberne på Fermaten
Budget: 900.000 kr.
Støtte: 650.000 kr. (Nordeas renoveringspulje), 125.000 kr. (Aksel Nørgaards Fond)
Egenfinansiering: 125.000 kr.

Foto: Martin Dam Kristensen