Fermaten genåbner med dansk musik og gratis foredrag

Foto: Tobias Mølsted Helms (Barselona)

Foto: Tobias Mølsted Helms (Barselona)

Plakaterne er trykt, hanerne er fyldt op og scenen er klar til at blive indtaget. På Fermaten glæder vi os til at tage imod publikum efter endnu en nedlukning, der heldigvis ikke blev lige så lang som sidste forår.

Kulturlivet har endnu engang startet året ud med en nedlukning, men nu kan teatre, spillesteder og andre kulturelle tilbud endelig byde publikum velkommen igen. På Fermaten er de lettede over at kunne komme i gang igen: ”Vi er så klar, og vi har virkelig set frem til at kunne åbne dørene igen,” siger spillestedsleder Rikke Andersen, der ser frem til ‘Ti vi ka’ li’ og Graup Allstars den 26. januar, som bliver Fermatens første koncert i 2022.

Grarup Allstars, Marie Brixtofte og Dicte
Genåbningen af Fermaten byder på en række forskellige arrangementer. Den 20. januar indtages Fermaten af det populære koncept »Ti jeg ka’ li’«, hvor sognepræst Jens Moesgård deler det musik, der har en særlig betydning for ham. Den 26. januar får Fermaten besøg det DMA-vindende band Grarup Allstars, og dagen efter afholder Fermaten i samarbejde med BRUS Herning og Rusmiddelcenter Herning gratis foredrag med Marie Brixtofte. Og den 28. januar giver den danske sangerinde Dicte koncert på det regionale spillested.

Korte frister har været udfordrende
”Vi har under hele corona-perioden været forstående i forhold til restriktioner. Det er klart, at vi har været nødsaget til at tage den helt store tørn for at bremse smitten. Det sværeste har været at navigere i alle de meget sene udmeldinger og korte frister. Vi har som regel taget 14 dage ad gangen, og det har været svært. Ikke kun for os, men også for vores gæster,” fortæller Rikke Andersen. ”Denne gang er det restriktionerne, der følger med genåbningen, der er sværest at få klarhed omkring. Men vi kender heldigvis alle sammen mundbindet og coronapasset, så mon ikke det også går denne gang,” siger Rikke Andersen.

Fermaten går et spændende år i møde
På Fermaten føler de sig overbeviste om, at kulturen går bedre en bedre tid i møde: ”Vi har de positive briller på, når vi kigger frem mod resten af foråret, sommeren og efteråret. Vi har efterhånden lært at leve med corona, og mange af os er har allerede fået tredje stik. Jeg tror, vi er på rette vej tilbage mod normalen igen,” siger Rikke Andersen. ”2022 bliver et spændende år på Fermaten. Vi har virkelig mange arrangementer, vi er stolte af at kunne præsentere. GNAGS bliver den helt store sommerkoncert, som vi alle har haft brug for de to sidste år. Til August præsenterer vi det legendariske punkband Dead Kennedys i samarbejde med Kontrast. Og ellers er programmet bare stopfyldt med gode koncerter som Marie Key og shows som ’To Mikrofoner og en stak vinyler’ med Karsten Holm og Flemming Møldrup. Vi glæder os,” afslutter Rikke Andersen.