Fermatens frivillige styrker førstehjælpen med støtte fra TrygFonden
Musikken kan være høj, stemningen intens og salen fyldt. Midt i det hele står Fermatens frivillige – klar til at give publikum en god oplevelse, men også parate, hvis noget uventet sker. Netop den parathed er blevet styrket markant i løbet af efteråret.
Med støtte fra TrygFonden har omkring 100 frivillige på Fermaten gennemført en række målrettede kurser i førstehjælp, sikkerhed og brand, så de er endnu bedre rustet til at handle hurtigt og korrekt i en nødsituation.
TrygFondens regionale råd Midtjylland har støttet initiativet med 93.000 kroner, hvilket har gjort det muligt at afvikle ti kurser i efteråret. Kurserne blev gennemført på Fermaten i samarbejde med Brand & Redning Herning og tager afsæt i spillestedets egne rammer og publikumsflow.
Tryghed og fællesskab i fokus
Førstehjælp har været det bærende omdrejningspunkt i forløbet. De frivillige har arbejdet med førstehjælpens fire hovedpunkter, håndtering af ulykker og skader samt hjertemassage og brug af hjertestarter. Samtidig er brandforebyggelse, evakuering og brug af slukningsudstyr blevet gennemgået og afprøvet i praksis – med konkrete eksempler fra huset.
Men kurserne har ikke kun handlet om procedurer og øvelser. Når frivillige fra forskellige hold mødes og træner sammen, opstår der også et stærkere fællesskab og et fælles ansvar for både hinanden og gæsterne. Det bidrager til øget tryghed – ikke bare i teorien, men i praksis under de mange arrangementer året rundt.
“Det giver en ro i maven at få genopfrisket, hvordan man skal reagere, hvis noget går galt. Man føler sig mere sikker – både på gæsternes vegne og på egne. Det betyder meget at vide, at vi står sammen og ved, hvad vi skal gøre. Derfor skal der lyde stort tak til beredskabet for kompetent undervisning samt TrygFonden for at gøre det muligt,” siger Thomas Sørensen, der er frivillig leder på Fermaten og har stået for dialogen med TrygFonden.
Kurserne er netop afsluttet som en del af Fermatens forberedelser frem mod en større ombygning af spillestedets faciliteter.
