Stor bevilling fra Den A.P Møllerske Støttefond bringer Fermaten i mål med ombygning

Med en bevilling på 4,7 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond kan Midt- og Vestjyllands regionale spillested Fermaten i Herning snart gå i gang med en større ombygning og fremtidssikring af spillestedet.

Den A.P. Møllerske Støttefond har besluttet at støtte det regionale spillested Fermatens ombygningsplaner med 4.735.000 kroner. Det er samme beløb som den filantropiske forening Realdania støtter projektet med. Dertil kommer bidrag fra Herning Kommune på 3 millioner kroner samt de to lokale fonde, Ege Fonden og Hans Foxby’s Fond, der giver henholdsvis 750.000 og 200.000 kroner til projektet.

Med det nye tilskud er der nu samlede bevillinger på lidt over 13,4 millioner kroner til ombygningen, som skal forbedre de faciliteter, hvor Fermatens flere end 100 frivillige medarbejdere mødes og arbejder ifm. koncerterne. Samtidig skal der skabes bedre plads i spillestedets lounge, der både bruges til intime koncerter og til samlinger for landsdelens musikalske vækstlag, og endelig skal flere gæstefaciliteter som fx Fermatens garderobe og toiletter opgraderes.

 

– Vi er meget taknemmelige og begejstrede over opbakningen fra Den A.P. Møllerske Støttefond, som gør at vi nu kan realisere alle elementerne i projektet, og det giver ro til at kunne forberede og fokusere på den kommende ombygning, siger bestyrelsesleder for Fermaten, Ulrich Gorm Albrechtsen.

 

– Den store opbakning er selvsagt en kæmpe opmuntring for os. Det er i sig selv motiverende for os, at de fem markante bidragsydere ser værdien i Fermatens arbejde og unikke frivillig-baserede fællesskab. Men det er også kun i kraft af den brede opbakning, at vi nu kan glæde os til, at det i fremtiden bliver en endnu bedre oplevelse at være frivillig medarbejder, talentfuld ny artist eller gæst på Fermaten, siger leder af Fermaten, Nicki Quist.

 

Fermaten lægger også selv op imod en million kroner i egenfinansiering til ombygningen, der efter planen går i gang i starten af 2026. Det er forventningen, at koncertaktiviteterne kan fortsætte på spillestedet under hele ombygningen.