Kommer solen frem? – en hyldest til sommeren

Koncert på torvet

Kommer solen frem? – en hyldest til sommeren

Beskrivelse

Kommer solen frem? – en hyldest til sommeren – Koncert på torvet i Herning under Kulturfest Herning, 16. juni 2018.
I samarbejde med Herning Kommune og Kulturfest Herning præsenterer Fermaten årets signatur-event ved Kulturfesten “Kommer solen frem? – en hyldest til sommeren”
Denne hyldestkoncert til solen kan kun opleves denne særlige aften i Herning. Det er herningenseren Troels Skjærbæk, der er kapelmester, og han inviterer Poul Krebs, Signe Svendsen og Frederik Vedersø på scenen, hvor de synger deres egne sange om sol og sommer, men de vil også fortolke andres klassikere. På scenen bakkes solisterne op af Troels, Palle Hjorth og Rasmus Valldorf Jensen.
Band og solister vil oven i købet blive suppleret af sangere fra Den Jyske Sangskole og Herning Synger-netværket. Til allersidst er der fællessang til solnedgangen

___________________________________________

Pressemeddelelse, 16. april 2018
Strålende musik-hyldest sætter smukt punktum for Kulturfest Herning – Tæt på solen

Når ”Kulturfest Herning – Tæt på solen” slutter 16.juni, bliver det med en unik hyldestkoncert med Poul Krebs, Signe Svendsen og Frederik Vedersø fra The Eclectic Moniker i front
En musikalsk hyldest til solen vil udgøre det store punktum på ”Kulturfest Herning – Tæt på solen”, som finder sted i uge 24 med kulmination lørdag 16.juni.

Der er tale om et koncert-koncept, som Fermaten har udviklet specielt til lejligheden:
– Med Troels Skjærbæk som kapelmester vil et band med Palle Hjorth og Rasmus Valldorf spille en række sange, der har solen som fælles tema. Solisterne Poul Krebs, Signe Svendsen og Frederik Vedersø, forsanger i Eclectic Moniker, vil sammen – og på skift – synge egne sange og fortolke deres yndlings-sange om solen, fortæller Rikke Andersen, spillestedsleder på Fermaten.

Alle kan synge med
Mod slutningen af koncerten, der er en ”once in a lifetime”-begivenhed, vil et kor med sangere fra Den Jyske Sangskole og Herning Synger-netværket komme på scenen. Koncerten vil slutte, når hele Torvet i strålerne fra solnedgangen synger fællessangen ”Solen er så rød mor”.

Kultur- og Fritidsudvalget fik mandag præsenteret koncert-konceptet, og det vakte begejstring.
– Det er glædeligt, at årets ”højdespringer” til Kulturfest Herning nu kan offentliggøres. Det er et spændende set up, dannet specielt til lejligheden for Kulturfest Herning – Tæt på solen. Og tæt på solen er jeg sikker på, vi alle sammen kommer med så dygtige kunstnere på scenen, siger Johs. Poulsen, formand for Kultur- og Fritidsudvalget.

Græsrødder synger solen ned
Johs. Poulsen er specielt glad for, at det er lykkedes at finde et koncert-format, der også inddrager græsrødderne i kulturlivet.
– At koncerten afsluttes med et stort fællesskab af band, solister, korene i Herning Kommune og publikum siger noget om det andet ben, som Kulturfest Herning står på. Nemlig alle de foreninger, institutioner, skoler og så videre, som alle er vigtige partnere og medskabere af Kulturfest Herning. Uden dem ville en fejring af kulturen i Herning Kommune slet ikke give mening. Jeg glæder mig allerede til at stå på Torvet 16. juni omkring klokken 22 og synge solen ned sammen med en masse andre kultur-glade mennesker, siger Johs. Poulsen, formand for Kultur- og Fritidsudvalget.

Hvad er Kulturfest Herning – Tæt på solen ?
Kulturfest Herning – Tæt på solen er den allerførste udgave af en helt ny kulturtradition i Herning Kommune. Der er tale om en ugelang kulturfest, hvert år den tredje uge i juni, der kulminerer om lørdagen.
I 2018 er temaet ”Tæt på solen” og over hele kommunen er foreninger, kulturinstitutioner og frivillige i fuld gang med at planlægge aktiviteter og events til årets udgave af kulturfesten.

Du kan læse mere om Kulturfest Herning- Tæt på solen og løbende følge med på hjemmesiden www.kulturfestherning.dk