M.C. Hansen og Jacob Chano

Fermaten Take Away – Koncert i Tjørring Kirke

M.C. Hansen og Jacob Chano

Beskrivelse

M.C. Hansen og Jacob Chano – Koncert i Tjørring Kirke 14. juni kl. 19.30 

Ifbm. Kulturfest Herning leverer Fermaten musik ud af huset, så borgere i Hernings omegnsbyer kan få en koncert i deres område.  Fredag d. 14. juni holder Fermaten koncert i Tjørring Kirke med prisvindende sangskriver og historiefortæller M.C. Hansen og hans makker Jacob Chano.

Det er de gode historier med finurlige detaljer og storhed i det små, der er i fokus, når den prisvindende danske singer-songwriter M.C. Hansen går på scenen. Den garvede sangskriver, sanger og guitarist har indtil nu skrevet og sunget på engelsk, men denne gang bliver det fortællinger fra blandt andet hans hjemegn Præstø, der får lov til at folde sig ud på dansk. Den 25. maj 2019 udkommer hans første dansksprogede album, Alter ego//Ego alter.

M.C. Hansen har vundet flere priser – blandt andet blev han Årets Sangskriver ved Danish Music Awards Folk 2017. Når han går på scenen med sin guitar og sin faste makker Jacob Chano på harmonium og klaver, er nøgleordet nærvær. Den musikalske inspiration spænder fra amerikansk folk- og countrymusik til dansk historiefortælling a la Benny Andersen. Fra Woody Guthrie, Bob Dylan og Townes Van Zandt til Ulf Lundell og Allan Olsen.

På Niels Hausgaardsk manér leverer M.C. Hansen alle sine historier med lige dele fortællelyst og humor. Der er historien om M.C. Hansens morfar, der var postbud på den samme postrute i 42 år og døde midt i en sætning under sin guldbryllupstale til sin kone. Eller den om hans hustru Carina, som han mødte som 16-årig i 76’eren mellem Faxe Ladeplads og Næstved. Der er historien om terrorangrebet på Krudttønden i 2015. Eller den om Balle-Lars, der i 1858 skød og dræbte en enke i Præstø og blev hovedperson i Danmarks næstsidste offentlige henrettelse. Og den om den spæde unge kærlighed, som man kan møde på en villavej.

 

 

Videoer