Skullclub

Klar med en skalle til rockglade landkrabber

Beskrivelse

Skullclub – Koncert på Fermaten, Herning – Fredag den 4. marts 2022

Til denne koncert er det muligt for studerende at købe billet til 100 kr. i døren. Læs mere om studierabatten her.

Ud af Koldinghus’ lange skygger springer bandet Skullclub op og nikker noget af en skalle til rockglade landkrabber! Skullclub har nu gjort de skrå brædder usikre i 10 år, og det bliver de ved med! Skullclub er klar til at rykke deres publikummer rundt endnu engang. Som altid har de haft et par nye numre igennem kabyssen, og dem skal publikum, traditionen tro, have lov til at snuse til, inden Skullclub smider dem på deres tredje album, som kommer på gaden i 2022/23.

Med debutalbummet “GAMLE AR & NYE TÆNDER”, sparkede Skullclub i 14 og 15, dørene ind til det rockhungrende publikum rundt om på landets spillesteder, og nu er de klar til at gøre det igen. I 2019 udgav Skullclub deres andet album ”SMÆKHUGGER”, hvor der i den grad var lagt i kakkelovnen til et kodylt los i løgene. Med deres eget mix af folk, Punk, sing-along og rock ’n’ roll tilsat et stort glimt i øjet, er Skullclub blevet sammenlignet med så forskellige bands som: Dropkick Murphy’s, Skambankt, Flogging Molly, Turbonegro og Motörhead. Og med et hårdtslående tekstunivers, der minder lytterne om deres skyggesider, lægger Skullclub fra land og holder den fest, som længe har været savnet på en danske rockscene.

Skullclub har indtil nu udgivet to EP’er; ”Død & Kritte” fra 2011 og ”Klyng Dem Op” fra 2013, samt to fulde albums; ”Gamle Ar & Nye Tænder” fra 2014 med det anmelderroste radiohit Ama’r Halshug – og senest albummet ”Smækhugger” fra 2019, hvor singlen ”Se St. Pauli og Dø” satte kursen.

I 2015 indspillede bandet julehittet ”Sving Dine Dadler”, hvor De Nattergales Viggo Sommer medvirkede. Singlen har opnået nærmest kultstatus ved Juletid og bliver spillet massivt på radiokanaler i det ganske danske land.

Skullclub har turneret massivt på Danmarks regionale spillesteder og har blandt andet leveret support for amerikanske Dropkick Murphy’s i Store VEGA og for CJ Ramone. Skullclub er 2021, i DEN GRAD, klar til at rykke deres publikummer rundt og de vil belønne deres fans med en ekstra lang koncert på ca. 100 minutter.

Hvis Volbeat er den velsmurte Bayern München maskine, er Skullclub Skt. Pauli” – Metalized.

Finally, a band that sounds like something” – Ken Casey, Dropkick Murphy’s

Skullclub er:
Troels Bjorholm – Vokal
Jonas Quist – Lead Guitar
Ali Jablonowsky – Rytme Guitar
Christoffer Skau – Banjo
Andreas Steinmeyer – Bass
Simon Møller Adersen – Tromme

Videoer