Goss – Koncert på Fermaten, Herning – Torsdag den 31. marts 2022
Til denne koncert er det muligt for studerende at købe billet til 100 kr. i døren. Læs mere om studierabatten her.
Goss vender tilbage d. 17. september med den nye single ’Ocean’ og annoncerer samtidig hans kommende og hidtil største danmarksturné, der med navnet ’I FEEL LIKE PLANET EARTH TOUR’ tager ham rundt til 19 byer i marts og april 2022. Goss udtaler følgende om hans kommende turne:
“Jeg glæder mig mega meget til at komme ud og spille min største tour rundt i Danmark nogensinde. Jeg føler i høj grad at min musik hører til i hele landet og ikke bare i Århus og København, så jeg er super glad for at vi mere eller mindre kommer rundt til hver en krog. Der brænder en kæmpe ild i mig for at komme ud og spille min musik live. Jeg tror aldrig nogensinde jeg har været så psyked over at komme ud og spille min musik som jeg er i de her dage”
Goss’ nye single ’Ocean’ udkommer som opfølger på ’Mad Man’ og den seneste single ’Adrenaline’, førstnænvte blev P3’s Ugens Uundgåelige, og begge singler har med succes på radioen sat en endelig streg under, at Goss i den grad hører til i toppen blandt de mest interessant pop-artister herhjemme. Dette nye kapitel kommer efter, at Goss i slutningen af 2020 udgav det ekstremt anmelderroste debutalbum ’Group Therapy’, der med Soundvenues ord ”bør cementere ham som en af de mest spændende popkunstnere i Danmark”. Goss har siden 2017 været på en rejse, der har budt på udsolgte koncerter, en europæisk support tour for verdensstjernen Mura Masa og ikke mindst optrædener på bl.a. Roskilde Festival, Heartland Festival m.fl. Nu er han klar til at fortsætte hans nye kapitel med singlen ’Ocean’ en form for videreførelse af den Goss, som vi hørte på ’Group Therapy’ – men samtidig et nyt kapitel, hvor Mads fortsat bevæger sig tættere og tættere på kernen af hvem han er som artist.
”Jeg synes Ocean er et core Goss track. Altså en sang der på mange måder omfavner præcis det jeg gerne vil med musik. Det lyder både gammel og nyt, digitalt og organisk, og småt og stort på samme tid. Sangen og sangskrivningen er måske lidt mere i fokus end det plejer at være hos mig. Og det definerer klart energien: Universet vokser ud af sangen, fremfor at sangen vokser ud af universet. Jeg kan godt lide hvordan omkvædene føles lidt som bølger der vælter ind over stranden.”
Goss’ nye single ’Ocean’ tager sit udgangspunkt i følelsen af at livet aldrig bliver lige så trygt, og frit, og simpelt som det var da man var barn. En sang, der har afsæt i Mads Damsgaards egne følelser om, at han det sidste års tid har haft en følelse af ikke helt at kende sig selv – en følelse, af at være vokset ind i en krog, hvor han ikke hører til – en følelse af at være en forvrænget voksen udgave af den han engang var. I hans søgen tilbage fandt Goss ud af, at forbindelserne til de versioner han har været tidligere, var nemmere at opnå i naturen. Måske fordi den ikke rigtigt ændrer sig mærkbart? Det er svært at huske hvem man er som 11-årig, når man sidder i en lejlighed i København. Men ved havet eller i skoven – der er det nemmere at huske ham.
Goss indtager dog allerede de danske scener i starten af oktober, hvor hans Group Therapy Tour tager ham rundt til 7 af landets største byer. I starten af november 2020 spillede Goss på Amager Bio sin første egen headliner koncert, som tilmed var udsolgt. Det var dog de færreste, der havde turde håbe på en koncert af den høje kaliber med en sjælden nerve og menneskelighed. Soundvenue gav koncerten 5 stjerner og med ordene “Goss demonstrede uforlignelig vildskab og scenetække i Amager Bio” er der ingen tvivl om, at både fans og musikelskere i den grad har noget at se frem til, når Goss både til efteråret og foråret gæster de danske spillesteder.