I anledning af Mental Talk i Herning, inviterer Fermaten og Minihøjskolen til en fremragende, mangfoldig (og gratis) dag på spillestedet.
På vores scene kan du høre nogle af de bands, som også tidligere på året spillede på festivalen Skør Med Rock, som er Danmarks eneste festival med bands fra socialpsykiatrien. Derudover omdanner vi Fermatens sal til en biograf, hvor man kan opleve en filmkoncert med efterfølgende talk.
Til sidst samles vi til bogreception.
Program
13.00: Koncert med bandet Skidtspil
14.00: Filmkoncert ‘Mit Kragelund’
15.00: Bag om ‘Mit Kragelund’. Mød musikterapeut Henrik Rydahl og de psykisk sårbare deltagere fra filmen i en talk om, hvordan det er at deltage i projektet.
15.30: Koncert med bandet Nada Mundo
16.00: Koncert med bandet Melon Braid
16.45: Bogreception
Om ‘Mit Kragelund’
”Jeg er færdig med at skamme mig!”, siger Pernille, som blandt flere psykisk sårbare portrætteres i ‘Mit Kragelund’.
‘Mit Kragelund’ er en filmkoncert, hvor livemusik blandes med filmklip, der handler om livet på Kultur- & kontaktsted Kragelund og portrætterer nogle af husets livstykker. Den skal vise publikum det kærlige, krøllede og kreative fællesskab, som lever her og alt det, man kan skabe sammen, trods psykisk sårbarhed, når man samles i meningsfulde fællesskaber med plads til den, man er.
Filmkoncerten havde premiere til Skør med Rock musikfestivalen den 9. juni 2022 på Kultur- & kontaktsted Kragelund, og skal efter sommer på turné rundt i landet for at sprede budskabet om vigtigheden af forebyggelse, afstigmatisering og det meningsfyldte liv.
Filmen er instrueret, filmet og klippet af Laurits Helligsøe. Skrevet, komponeret og arrangeret af orkestret bag “Mit Kragelund”: Allan, Pernille, Mads, Lene, My, Michael, Pernille, Henrik, Morten, Viv, Phuc og Lars.
Formålet med filmkoncerten er at slå på tromme for kreativ udfoldelse og meningsfulde fællesskaber i socialpsykiatrien og vigtigst af alt; at afstigmatisere psykisk sårbarhed – med musik, medmenneskelig genkendelse og humor.