MOORJAZZ Festival 2024

Line up: Lydian Collective (UK), Nana Rashid, døssing, ALAWARI, Clapper, Xhud, Clothing Club, Kosmos Trio, Night Train Bigband, ELJO, Obradović-Tixier Duo & Mathias Heise

Beskrivelse

Jazz-elskere! Det er tid. MOORJAZZ Festival er endnu engang klar til at blæse taget af Fermaten med en episk jazzfestival, der vækker dine sanser og får kroppen til at swinge.

Med et ambitiøst program er vi klar til at tilfredsstille selv den mest kræsne jazzkender og nybegynderen, som måske først lige har dyppet tæerne i jazz-bassinet. Vi har nemlig samlet et stjernespækket line up bestående af nogle af landet allerbedste jazzmusikere, der vil fremføre alt fra klassiske kompositioner til nyt og eksperimenterende materiale. Artisterne offentliggøres løbende.

Festivalen vil strække sig over hele dagen fra 12-24, og musikken vil brede sig fra flere spændende scener på og omkring spillestedet. Forvent høj kvalitet og forvent overraskelser.

Vi mener, at jazz skal være for alle. Derfor er priserne også helt utroligt rimelige, og du kan allerede nu sikre dig din billet, som kun koster 225 kroner. Det er lige knap 19 kroner i timen for dansk jazz i verdensklasse.

Er du barn eller ung under 25 koster billetten kun 75 kroner. Husk, at du skal kunne fremvise ID.

Vi glæder os til at tage imod jer til Midt- og Vestjyllands mest ambitiøse jazzfestival.

 

LIDT PRAKTISK INFO

Når du ankommer til Fermaten og viser din billet, får du et armbånd, så du kan komme og gå lige så meget, du har lyst.

Der vil være mulighed for at købe sandwiches i baren.

Der er begrænset kapacitet til koncerterne i Loungen. Kom derfor i god tid, hvis du vil være sikker på en plads.

 

PROGRAM

 

LYDIAN COLLECTIVE (UK)

Med over 4 million Spotify-streams og mere end 1,8 millioner YouTube-visninger har den London-baserede instrumental jazz/fusion-kvartet, Lydian Collective, bevist sig selv som en musikalsk kraft hjemme i Storbritannien og i udlandet. Deres debutalbum ‘Adventure’ nåede inden for få dage top 10 på iTunes, Amazon, Google Play og Bandcamp Jazz-hitlisterne. Lydian Collectives lyd er en unik kombination af tilgængelige melodier, dygtigt musikerskab, hypnotiske rytmer og en opløftende stemning, der allerede har tiltrukket publikum fra hele verden.

Med optrædener på nogle af de mest prominente spillesteder og festivaler i Storbritannien og Europa – herunder Jazz Café London (hvor de har spillet support for den legendariske Billy Cobham), London Jazz Festival, Royal Festival Hall og Cheltenham Jazz Festival – viser Lydian Collective ingen tegn på at bremse deres fremadstormende karriere. Ved denne optræden erstattes guitaristen Todd Baker med Dan Lee.

 

NANA RASHID

“Årets Nye Jazznavn har det seneste år været et dominerende samtaleemne på den danske jazzscene, og med flotte anmeldelser både nationalt og internationalt understreges kunstnerens imponerende kunstneriske dybde, personlighed og modenhed. Vinderen præsenterer et enkelt, ukrukket og stærkt udtryk, hvor musikken skærer ind til benet uden overflødige toner. Med klassisk jazzlyd og kraftfulde blues-elementer leverer årets nye jazznavn en meget overbevisende debut.” Sådan udtalte DMA Jazz-akademiet om det danske stjerneskud Nana Rashid, da hun i efteråret 2023 vandt prisen for Årets Nye Jazznavn ved DMA Jazz.

Med et nyt take på det klassiske jazzgreb synger Rashid sig ind i samtidens dilemmaer i et på én gang intenst og beroligende univers. Sangene er fulde af nattetimernes melankoli og eftertænksomhed, og musikken fremføres med en rå oprigtighed i historier om at høre til og finde sin plads i verden. Lyden af Nana Rashid skiller sig ud på den danske jazzscene med en uortodoks vinderkombination af intens Nina Simone-arv omgivet af en sval nordisk tone.

 

DØSSING

Søskendeorkestret døssing blander nordisk moderne jazz med musikalske indflydelser fra lounge og dub, og tilføjer en ekstra dimension gennem poetiske og samlende fortællinger i deres værker. Deres lyd er kendetegnet ved mødet mellem det akustiske og det elektroniske, som særligt kommer til udtryk gennem luftige blæseinstrumenter og legesyg percussion, der sættes sammen bassede synthesizers, trillende keys og taktfaste trommemaskiner.

Når man som lytter og publikum bliver introduceret til døssing fremgår det tydeligt, at gruppen ommer med en baggrund, hvor musikken og det kreative islæt har været en dybt forankret del af livet. Det er nemlig ikke helt tilfældigt, at søskendeflokken har fået denne del med i bagagen. Som børn af folktronica-pionererne fra Sorten Muld og med store dele af deres barndom i  bofællesskabet Toustrup Mark i Østjylland, kan medlemmerne siges at have fået musik, fællesskab og samskabelse ind fra barnsben.

 

ALAWARI

ALAWARI er en sekstet baseret i København med en ny europæisk lyd. Fragmenter fra gamle krige og revolutioner runger i musikken, der både bringer elementer fra klassisk musik og jazz i et stærkt format, der aldrig har været mere vedkommende. Der præsenteres en orkestral, kompositorisk og improviserende musik, der søger at overvælde og afklæde lytteren sine forbehold. ALAWARI søger gennem et stærkt instrumentalt og kompositorisk overskud, at skabe en intens og nærværende totaloplevelse, der flår verden fra hinanden i et øjeblik, så lytteren selv kan sætte den sammen igen. I april 2022 udgav ALAWARI debutalbum i samarbejde med April Records, som modtog en Danish Music Award for “Årets Nye Jazznavn” og har fået en fremragende modtagelse i både den danske og internationale presse

 

CLAPPER

Den Aarhus-funderede kvartet Clapper kombinerer de klassiske soul- og fusionjazz vibes med det skæve og groovede fra moderne instrumental hiphop. Deres debutalbum ’On Tempo’ fra december viser gruppens særlige talent for melodisk improvisation og halsbrækkende, musikalske skift. De fire medlemmer er velkendte ansigter på den danske jazzscene, hvor medlemmerne også spiller med blandt andet Abekejser, Hvalfugl og Ipek Yolu.

”Det er ikke vigtigt for os at holde os til nogen bestemt genre eller stil. Vi mødes bare, har det sjovt og improviserer over riffs, vi kan lide. Efter at have spillet sammen i så mange år, tager det meget kort tid at klikke og bevæge sig i samme retning,” siger Jeppe Lavsen. Det er samme mentalitet, der ved deres liveshows fører til regelmæssige kraftpræstationer.

 

LIS WESSBERG: YELLOW MAP

Med trombonen som det toneangivende instrument i dybfølt leg med det elektroniske univers, fremstår Lis Wessbergs band Yellow Map ganske unikt. Trombonisten Lis Wessberg udgav i efteråret 2021 det anmelderroste album Yellow Map, og i foråret 2023 var Yellow Map igen i studiet og indspille deres andet album, og det er musikken fra disse to udgivelser bandet vil præsentere ved denne lejlighed. Musikerne i bandet er håndplukket fra den absolut øverste hylde i dansk jazz; pianisten Steen Rasmussen, bassisten Jesper Thorn og trommeslageren Jeppe Gram. Alle kompositioner er Lis Wessbergs egne, skrevet til netop denne konstellation.

Yellow Map er et stilsikkert møde mellem det akustiske instrument og det elektroniske udtryk. Mødet udspiller sig i et forunderligt rum, hvor både lys og mørke, inderlighed, glæde og eftertanke udfolder sig. Sammensmeltningen af de to universer giver musikken et svævende, nutidigt og nærmest filmisk udtryk.

 

XHUD FEAT. CECILIE STRANGE

Xhud (ʃuːt) er en gruppe, der bevæger sig på tværs af kunstarter, hvor rytmisk, emotionel, improviseret musik kombineres med live maleri. Ordet Xhud er taget fra Glens modersmål, maltesisk, og betyder vidne. Tanken om vidnet har været den ledende inspiration i projektets søgen efter at beskrive emotionelle og intellektuelle oplevelser retrospektivt. Til denne koncert samarbejder de med Cecilie Strange.

Cecilie Strange er uddannet fra musikkonservatoriet i Odense med hovedfagene rytmisk saxofon og komposition i 2012. Siden da har hun udgivet fire album i eget navn — derudover medvirket på adskillige andre album. Cecilie Strange modtog Carl Prisen 2023 & 2024 i kategorien “Årets Komponist” inden for jazz med K A L E II D O. K A L E II D O modtog også Jazznyt Prisen 2022 ifm. deres koncert under MOORJAZZ samme år.

 

Clothing Club

Glem alt om melankoli, modløshed og ensomhed. Clothing Club får dig til at bobbe med hovedet, smile og være til stede i nuet. Det er sprællevende hip-hop/jazz tilsat et stænk house, der tilsammen sammensmelter Aarhus-jazz’en med dansegulvet på klubben i Berlin. Når de tre musikere indtager scenen, inviteres publikum ind i et nærværende og legende rum, som oser af spilleglæde og godt humør. Keys, bas, trommer – mere skal der ikke til for at skabe din næste yndlings lo/fi club-fest – og du er altid inviteret!

Clothing Club drømmer om at klæde folk bedre på i den mentale garderobe og lade lytteren mærke, at selv i de mørkeste tider kan vi tage en mental sommerskjorte på og give os hen til samhørighed, glæde og lys. Bandet består af M.S. Lowkey på bas, Deepchain på keys og Phairo Z på trommer.

 

KOSMOS TRIO

Kosmos Trio spiller original, moderne jazz i et minimalistisk og nordisk klingende lydunivers. Trioen består af Frede Holger på klaver og brødrene Harald og Gustav Hagelskjær på henholdsvis kontrabas og trommer. Kosmos Trio udgav i oktober 2022 deres debutalbum ”Brev til en ven” gennem April Records, som har fået god omtale blandt både nationale og internationale jazzmagasiner. I 2023 vandt  Kosmos Trio JazzDanmarks jazzkonkurrence og blev samme år nomineret til en DMA Jazz i kategorien “Årets Nye Navn”.

Kosmos Trio forsøger at ramme det umiddelbare i musikken. Deres improvisationer søger det ærlige, det spinkle og dét der taler mest direkte til dem selv og lytteren – trioen taler et simpelt og forståeligt sprog, selvom kompositionerne ofte er opbygget omkring komplekse ideer. Dette spændingsfelt gør Kosmos Trio til en interessant og bredtfavnende gruppe, der med sin musikalske sensitivitet uden tvivl sørger for en nærværende og stor koncertoplevelse.

 

NIGHT TRAIN BIGBAND + KRISTIAN MARIUS ANDERSEN

Night Train Big Band er en flok entusiastiske jazz-elskere, der øver en gang ugentlig på Herning Musikskole. Repertoiret er meget blandet, og de spiller både god gammeldags swing med Count Basie og Frank Sinatra, samt nyere numre med bl.a. Michael Bublé, Weather Report, fede bluesnumre samt forskelligt filmmusik. Når orkestret er fuldt besat, er det med omkring 20 musikere på scenen, og aldersspredningen i orkestret spænder fra gymnasiealderen til pensionsalderen.

 

ELJO

I grænselandet mellem det akustiske og elektroniske skaber ELJO et lydunivers med elementer fra både moderne nordisk jazz og minimalistisk elektronisk musik. Med Elias Lykkeskov og Johannes Bohn på henholdsvis keyboards og trommer, er ELJO en unik koncertoplevelse, hvor alle elementer – både elektroniske og akustiske – spilles live scenen.

Det kreative startskud til ELJO var en ambition om at skubbe til de musikalske grænser ved at forene den programmerede og repetitive elektroniske musik med den improvisatoriske jazz. Elias og Johannes startede begge deres musikalske karriere som jazzmusikere, men blev uafhængigt af hinanden ramt af en metaltræthed over jazzmiljøets præstationsræs og konkurrenceprægethed. De to musikere søgte hver især væk fra jazzen og videre ud i det musikalske landskab, hvor de begyndte at arbejde med andre genrer såsom pop, hiphop, elektronisk musik og folk. Med ELJO tager de to musikere nu det bedste fra deres fortid i jazzen og smelter det sammen med det bedste fra den elektroniske lyd, de senere dyrkede, til et nutidigt, fremadskuende musikalsk udtryk. (Foto: Sebastian Vistisen)

 

OBRADOVIĆ-TIXIER DUO (FR/HR)

Obradović-Tixier Duo er et dynamisk samarbejde mellem den franske pianist David Tixier og den kroatiske trommeslager Lada Obradović. Sammen skaber de en moderne og stilfuld lyd, hvor akustiske og elektroniske instrumenter smelter sammen, fra Moog og Fender Rhodes til glockenspiel og mbira. Deres optrædener er bløde, men slående, hvor Davids sofistikerede harmonier og lyriske drama smelter sammen med Ladas polyrytmer. En næsten hypnotisk klavermelodi dæmpes af digitale klange, mens et hav af bækkener løfter os op som vinger, der slår gennem luften. Sammen væver de en fængslende musikalsk fortælling, der fortryller publikum.

 

MATHIAS HEISE

Mathias Heise var bare 8 år, da han ved et tilfælde blev opmærksom på mundharpen og kastede sin kærlighed på instrumentet. I dag er han intet mindre end verdensmester ikromatisk mundharpespil–en titel, han vandt ved World Harmonica Festival som bare 20-årig. Derudover er både danske og internationale priser nærmest regnet ned over ham, bl.a. Årets nye jazzstjerne (2015) og Kronprinsparrets Stjernedryspris (2016).

Mathias er også pianist og komponist og har herhjemme bl.a. samarbejdet med DR Big Band, som han har udgivet albummet The Beast (2018) med – til anmeldernes store begejstring: “Han er næsten for god til at være sand”, skrev Politiken. Han har også udgivet 3 albums med sit band Mathias Heise Quadrillion, et album med Mathias Heise Quintet og et album med den klassiske akkordeonvirtuos Bjarke Mogensen. Med sig til koncerten på MOORJAZZ Festival tager han pianist Olivier Antunes.

Videoer