Situations-fornærmelse

Support: X Teenage Rebels / Koncerten afholdes på Scene7 (I samarbejde med Kontrast)

Beskrivelse

OBS: Koncerten afholdes på Scene7.

Siden 2019 er folk rejst fra nær og fjern for at opleve fænomenet Situationsfornærmelse.

Det startede i det små, men som tiden gik, blev det hurtigt klart for alle, at intet sted er for stort til Situationsfornærmelse. Bandet har besøgt spillesteder og festivaler i hele landet og afholdt udsolgte koncerter både som opvarmning og hovednavn.

Senest har de fire venner været med som support på Kellermensch’ efterårsturne 2022 og som de professionelle amatører Situationsfornærmelse er, var de hverken værre eller bedre end hovednavnet, og efterlod publikum varme og glassene tomme.

Genren er punkrock og de spiller, som galt det dit liv. Teksterne tegner karikaturer af danskheden og kredser om den politiske korrekthed og alt det vi ellers ikke taler om. Menuen bliver sikkert leveret med højt humør, skarp selvironi og absolut ingen ydmyghed overfor dem, der skulle mene noget andet.

Århuskvartetten skriver, indspiller, mixer og udgiver alle herlighederne selv og indtil videre er det blevet til de to anmelderroste EP’er En Hurtig Omgang Dansk og En Hurtig Omgang Dansk i 2’eren, plus det løse, hende singlepigen Maria.

Med hitsne Kaff’ Eller Knep, Ind Med Hænderne, Camp Skrald mig, og man kunne blive ved, har Situationsfornærmelse for længe siden slået fast, at de er nogen, man skal holde øje med.

Udover den geniale musik, så er det energien der er blevet Situationsfornærmelses varemærke, og når Situationsfornærmelse spiller, så er det med at komme op foran, inden det er for sent. Situationsfornærmelse har aldrig skuffet og hvorfor skulle de det. For som Situationsfornærmelse altid siger: En hurtig omgang dansk har aldrig været sjovere.

 

SUPPORT: X TEENAGE REBELS

X Teenage Rebels blev stiftet i 2010 af Mathias, som her spiller guitar, men også er kendt som bassist i Red Warszawa. I alle årene har Manon leveret rå vokal og Lars har slået hårdt på trommerne. I 2021 fik bandet Fiffi med på bas. Og i 2023 satte de ild til studiet, med indspilningen af deres andet album. Nu planlægger bandet tourné for både 2024 og 2025.

I marts 2024 udgav de deres nye album ‘Det brænder på!’ med hårdslående numre, hvor punkrock, hardcore og energiske, melodiske passager forenes med de danske tekster leveret af Manons rå vokal. Derfor er deres andet album en naturlig forlængelse af debuten “Still Rebel” fra 2014. Der er mange aktuelle og faretruende emner på X Teenage Rebels’ nye album med den sigende titel; Det brænder på. En titel, der peger udad mod globale kriser i verden, magtbegærlighed, flygtningestrømme og tiltagende højredrejede, fascistiske bevægelser.

Albummet peger i den grad også indad med mere melodiske numre om stress, forsmåede mænd, der bruger kvinder som trappetrin, konformitet og nattens mange dæmoner. Alt i alt et rammende
album fra et band, der tør råbe os op og samle os til fællessang ved deres koncerter – midt i en verden præget af isolation, strømlinethed og manglende fantasi.

Videoer