Ti jeg ka’ li’

Hør Holger Reenberg fortælle hvilke ti sange, der har fået en plads i hans hjerte

Beskrivelse

Ti jeg ka’ li’ m. Holger Reenberg – Fermaten Lounge, Herning – Torsdag den 7. december 2023 (BEMÆRK, AT DER DESVÆRRE IKKE ER KØRESTOLSADGANG TIL 1. SAL)

Når Holger Reenberg sætter sig i gæstestolen på Fermaten for at fortælle om ti sange han ka’ li’, bliver der helt sikkert også talt om kunst. For med en baggrund som kunsthistoriker og jobs på en række museer fylder kunst meget i Holgers liv. I dag er han direktør for HEART og havde nok ikke forestillet sig, at han skulle blive i Herning, da han ankom i 2001 i forbindelse med sin ansættelse på det daværende Herning Kunstmuseum.

Men der bliver også tid til at lytte til musik. Men hvad lytter han mon til? Er han romantisk anlagt eller skal der headbanges? Er vi i den klassiske boldgade eller skal vi høre nogle heftige guitarrifs? Det får du svar på, hvis du kigger forbi Fermaten, hvor Holger Reenberg er gæst i Ti jeg ka’ li. Her vil han fortælle om 10 sange, som betyder noget for ham. Og så skal vi selvfølgelig også høre sangene og opleve et par af dem blive opført live.

 

Om Ti jeg ka’ li’

Ti jeg ka’ li’ er arrangeret i et samarbejde mellem Fermaten, Dansk Musiker Forbund. phono.dk og Herning Bibliotekerne. Det er et koncept, hvor en person med tilknytning til Herning interviewes overfor et publikum om 10 sange, gæsten kan li’. Vi skal høre alle sangene og to af dem bliver opført live.

Køb billet a 100 kr. incl. en øl eller vand.