Mads Langer & Marie Key + Support: Morris

Live i Sdr. Anlæg - Godsbanevej 2, 7400 Herning

Mads Langer & Marie Key + Support: Morris

Beskrivelse

Fermaten præsenterer stolt:

Mads Langer:
Mads Langers første single ‘Breaking News’ udkommer i oktober 2005 og bliver Ugens Uundgåelige på P3. I marts 2006 kommer debutalbummet ‘Attention Please’, som er produceret af skibonitten Søren Balsner fra Carpark North. Samme år spiller Mads Langer – ligesom året forinden – ved SPOT Festival, hvor en talentspejder er fløjet ind for at se ham. Talentspejderen er begejstret og på hans opfordring flytter Mads Langer til New York og Los Angeles i en periode. Her skriver han sit andet album ‘Mads Langer’, som udkommer i februar 2009 og rummer nummeret ‘Fact-Fiction’. I samme periode er han på turné med Tim Christensen.

Sidst i 2007 flytter Mads Langer tilbage til Danmark, køber en Polo fra 1987 og kører rundt for spille små koncerter og optræde på gader og stræder.

I begyndelsen af 2009 flytter Mads Langer til London, hvor han indleder et samarbejde med manageren Sue Whitehouse, som tidligere har været manager for The Darkness. I december 2009 udsender han en coverversion af Olives ‘You’re Not Alone’. Nummeret får guldplade både i Danmark og Italien, går nummer et på airplaycharten i Italien og Schweiz, ligger i topfem i Holland for både salg og airplay og ligger fem måneder på den tyske airplaychart. Nummeret bliver samtidig det mest spillede nummer på DR’s radiokanaler i 2010 ifølge en opgørelse fra KODA.

I 2010 afbryder han sit samarbejde med Copenhagen Records og får derefter en international aftale med Sony Music. Hans første album hos Sony Music er ‘Behold’ fra maj 2011, som er produceret af blandt andre Søren Balsner og Martin Terefe. Albummet går nummer et på dansk iTunes og rummer singlerne ‘Microscope’ og ‘Riding Elevators’. Førstnævnte bliver i en periode fast spillet i pauserne til F.C. Barcelonas hjemmekampe sammen med ‘You’re Not Alone’, mens sidstnævnte bliver ‘Song of the Week’ på BBC2. ‘Behold’ får en platinplade for sit salg i Danmark.

I forlængelse af ‘Behold’ tager Mads Langer på en omfattende europaturné med udsolgte koncerter i flere storbyer. I september 2011 udkommer Maria Menas album ‘Viktoria’, hvor Mads Langer synger med på duettens ‘Habits’, ligesom de to turnerer sammen. Langer optræder desuden sammen med det britiske band, Kasabian, i et tysk tv-show. Langer spiller i november 2011 og januar 2012 to udsolgte koncerter i DR Koncertsalen.

I efteråret 2012 deltager han i TV2’s musikprogram ‘Toppen af poppen’ side om side med Sanne Salomonsen, Nabiha, Johnson, Peter Belli, Kasper Winding og Dicte. Han optræder blandt andet med ‘Overgi’r mig langsomt’, som han oprindeligt skrev til Sanne Salomonsen hitalbum ‘Unico’. Langers egen version går nummer et på iTunes og får en guldplade.

I marts 2013 kommer Mads Langers fjerde album ‘In These Waters’. Det er produceret af blandt andre det svenske producerteam SeventyEight og rummer en duet med vinderen af dansk X Factor, Ida Østergaard. Singlen ’Elephant’ går nummer et på den dansk Bit Track-hitliste.

Mads Langers sange ‘The River Has Run Wild’ og ‘Beauty of the Dark’ er blevet brugt i tv-serien, ‘Vampire Diaries’. Og ‘Fact-fiction’ er blevet brugt i serien ‘Castle’.

 

Marie Key

Marie Key

Marie Key:
2013 P3 Guld-vinder
Marie Key udgav i oktober 2012 hendes andet soloudspil, De Her Dage, der udkom til fremragende anmeldelser. I forlængelse af udgivelsen vandt Marie Key i marts 2013 DRs P3 Guld-pris.

Det er også et fantastisk album med 11 fremragende og poetiske sange. Tematikken er Marie Keys signatur, og det er både samfundsrevsende, hverdagsbeskrivende, smukke og ærlige fortællinger, som går lige i hjertet på både dreng og pige.

“Maskinen” har atter produceret
Det er igen produceren og musikeren Andreas “Maskinen” Sommer, der har skruet på knapperne og frembragt en ny collage af elektroniske tæpper, der omfavner Maries stemme og løfter hendes smukke sange til vejrs.

Morris

Morris er support for Marie Key & Mads Langer

+ Support: Morris
Morris er en dansk rock/alternativ gruppe dannet i 2012. Bandet består af nogle af de bedste musikere fra Århus, Herning og København: Morten Andreasen (vokal, guitar), Christian Petersen (trommer), Mikael Sort (guitar), Casper Poulsen (bas) og Lasse Nyrup (keys). Live byder Morris på en energisk liveoptræden, og musikerne er alle kendt for en eksplosiv sceneoptræden. Morris kommer ud over scenekanten samtidig med, at de flotte kompositioner bliver fremført på fornemste vis, og netop det gør Morris til en liveoplevelse, der er værd at se og høre.

I 2012-2015 støttede KODA en pladeindspilning sådan, at Morris kunne komme i studiet og indspille onlineudgivelsen ”Betterman”. Cd’en rummer 13 numre, sangene indeholder både danske og engelske tekster. Universet spænder fra singer/song writer stilen til det mere rockede udtryk.


Venue info:
Sdr. Anlæg, Godsbanevej 2, 7400 Herning

Program:
Kl. 17.00: Koncertpladsen åbner
Kl. 18.00: Morris
Kl. 20.00: Marie Key
Kl. 22.00: Mads Langer

Information / Visa / Dankort / Mobilepay:
Informationen vil være at finde på koncertpladsen ved indgangen.
Der kan hæves kontanter i informationen ved indgangen til koncertpladsen
Der tages kun imod kontanter i alle salgsboder og vi modtager ikke Mobilepay
Vi tager KUN imod Dankort / Visa Dankort og IKKE andre korttyper.

Mad & Drikkevarer:
Det er ikke tilladt at medbringe mad og drikkevarer på koncertpladsen.
Dirty Ranch Steakhouse, Herning sælger mad i Sdr. Anlæg

Du kan vælge mellem følgende:
Eldogryde med svinemørbrad: kr. 50,00
Burger med pulled pork: kr. 50,00
Burger med oksekød: kr. 50,00
Frankfurter med brød: kr. 35,00

Toiletforhold
Der forefindes både alm. samt handicaptoiletter på koncertpladsen

Kan man forlade koncertpladsen og komme ind igen ?
Det er ikke normalt, at man ved endags-arrangementer kan gå ind og ud af koncertområdet. Vi har som en service, lavet et udgangsarmbånd, som kan købes ved udgangen til en pris af 30 kr. – hver gang man ønsker at forlade pladsen.

Børn på koncertpladsen:
Ja selvfølgelig er børn velkommen på koncertpladsen. Der er dog ikke specielle børnebilletter i salg.
Der er ikke fri adgang for børn under en vis alder.

Førstehjælp på koncertpladsen:
Der er veluddannet førstehjælpskorps til stede under hele arrangementet.

Vagter på koncertpladsen:
Ja – og disse er øverste myndighed under hele koncertaftenen.

Ledsager adgang ( Handicap information ):
Ja, såfremt den handicappede har et ledsagerkort, kan han/hun få en ledsager gratis med til koncerten, han/hun har købt billet til.
Husk at medbringe ledsagerkort til koncerten ( uden et ledsagerkort skal ledsageren betale normal entré ).

Øvrig information:
Polstrede stole, sofaer, pavilloner, presenninger, må ikke medbringes, dog må sammenklappelige stole gerne medbringes.
Det er ikke tilladt at opslå telte eller pavilloner på området. Der må ikke medbringes prof. kamera eller videoudstyr på koncertpladsen.

Parkering:
Biler og motorcykler har ingen adgang på koncertpladsen
Vi henviser til parkeringspladsen ved Godsbanevej og øvrige P-pladser omkring koncertpladsen / byen.

Pladsoversigt:
Følger snarest

Billetpris ved indgang:
Kr. 400,00

Videoer