Robyn Stapleton Trio

Midtfolk

Robyn Stapleton Trio

Beskrivelse

Skotske Robyn Stapleton er dette års vinder af den prestigefyldte konkurrence “BBC Radio Scotland’s Young Traditional Musician of the Year”. Hun synger traditionelle skotske og irske sange på både engelsk, keltisk og gælisk. Hendes stemme, som hun behersker med stor kontrol, er blevet beskrevet som en af de fineste I skotsk folkemusik. Hun har en unik, klar og ren tone og synger med stor indlevelse og forståelse for de traditionelle sange.

Alene dette år har Robyn optrådt til Glasgow’s Commonwealth Games, i TV-programmet BBC Alba, sunget live på BBC Radio Scotland og foran et publikum på 8000 til dette års “Proms in the Park” live på BBC Scotland TV, samt været nomineret som ”Scots Singer of the Year”. Hendes debut CD udkommer denne vinter.

Robyn er uddannet fra The Royal Conservatoire of Scotland og har desuden været på udveksling ved Irish World Academy of Music & Dance i Limerick, Irland. Det var her hun mødte de to andre medlemmer af trioen, Rune Barslund og Hajime Takahashi.

Rune Barslund, akkordeon og irske fløjter, er en af sin generations førende folkemusikere i Danmark. Han har været frontmand i den “irske” trio Kasír igennem de sidste 12 år, med hvem han også har udgivet 2 anmelderroste CD’er. Han er også den ene halvdel af duoen “Rune Barslund & Andreas Tophøj”, vindere af prisen for “Årets Track” ved Danish Music Awards Folk I 2012. Duoen har netop udgivet deres debut EP og drager i 2015 på turné i Danmark, Tyskland og Frankrig. Rune er uddannet på konservatoriets folkemusiklinie i Odense og har desuden boet og studeret i Irland.

Hajime Takahashi er en ung exceptionel guitarist og banjospiller fra Tokyo, som er uddannet ved Irish World Academy of Music & Dance i Limerick, Irland. Han har fået undervisning af nogle af de mest respekterede musikere indenfor traditionel musik og er allerede ved at være et kendt navn på den internationale folkemusikscene. Hans største optræden indtil videre inkluderer udsendelser på BBC Alba TV og ved Glasgow’s Commonwealth Games.

Videoer