Danser med Drenge – Koncert på Fermaten i Herning, fredag den 05. maj 2017
Efter en udsolgt koncert-tourne i 2016, som er dokumenteret på bandets nye koncert-video “Skrål … !”, fortsætter Danser med Drenge koncert-festen i 2017.
Der er en sprudlende stemning ved DmD-koncerterne, som har karakter af syng-med fester, hvor publikum skråler højt med på de kendte hits – ikke mindst når de inviteres med på scenen for at agere publikumskor bag sangerinde Rie Rasmussen.
Med sangene fra det sidste album fra 2015, Det handler om penge, har Danser med Drenge føjet endnu et par sange til sit store hit-katalog, som mange danskere efterhånden har lært at kende:
Hvorlænge vil du ydmyge dig? – Er der nogen i himlen? – Aldrig undvære dig – Grib chancen – Rejs dig op & kom videre – Kære lillesøster – Læn dig tilbage – Kolde hjerter – Tag godt imod ham
Alle de gamle hits er også på sætlisten i 2017, sammen med flere nye sange, bl.a.: Velkommen Prinsesse og titelsangen fra det seneste album Det handler om penge, som fans’ene har godkendt.
“Det er ikke altid nemt at presse nye sange ind i sættet, fordi publikum er så glade for de kendte hits,” siger Rie Rasmussen. “Derfor er det ekstra skønt at opleve, når folk tager imod de nye sange, sådan som de gjorde sidste år,” siger hun. “Vi glæder os til at fyre både de gamle og de nye sange af igen i 2017.”
Det øvrige band består nu som tidligere af De gamle onkler: Henrik “Onkel” Stanley og Klaus Kjellerup, bandets primære sangskriver – samt de stærkt spillende musikere Steffen Qwist, guitar – Morten “Oberst” Bolvig, keyboards – og Kasper Langkjær, trommer.