Kristian Marius Andersen & Clara Vuust

Frokostjazz

Kristian Marius Andersen & Clara Vuust

Beskrivelse

Kristian Marius Andersen & Clara Vuust – Frokostkoncert på Fermaten i Herning 21. september

Kristian Marius Andersen har været fast akkompagnatør for Herning Kirkes Drengekor siden han kom til Danmark i 2005. Kristian er opvokset i England og uddannet fra Royal Nothern College of Music i Manchester. I 2005 flyttede han til Danmark og videreuddannede sig ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, hvor han debuterede fra solistklassen i 2012. “En af sin generations mest markante orgelspillere” skrev en anmelder om Kristian efter debutkoncerten.

Kristian Marius Andersen har en omfattende karriere både som orgelsolist og som jazzmusiker på Hammond-orgel. Uanset instrumentet bliver Kristian hyldet for sin store musikalitet, sit gnistrende tekniske overskud og ikke mindst som en gudbenådet improvisator

Kristian og hans usædvanlige talent er portrætteret i dokumentaren Tangentspilleren, som fuldt fortjent blev den mest sete danske dokumentarfilm i 2013.

Jazz sangerinden Clara Vuust er uddannet fra det Rytmiske Musikkonservatorium i 2004 og er tilknyttet det hæderkronede jazzlabel Storyville Records, hvor hun netop har udgivet sit tredje anmelderroste album “Before you Walk Away”. Hun har af flere omgange ligget øverst på playlisten på den danske jazzkanal P8 Jazz og været ugens album med sin dansksprogede jazzplade “A Winter Tale” fra 2015.

Clara Vuust har siden sin debut i 2013 for alvor slået sit navn fast på den danske jazzscene og bærer på en vokaltradition med sangerinder som Barbra Streisand og Monica Zetterlund i centrum. Både hjemlige og udenlandske anmelderne har siden det første album udkom i 2013 været begejstrede for den danske sangerinde: “Denmark’s Clara Vuust has a voice as clean and clear as the “ping” you get when you flick your fingernail against a piece of Scandinavian crystal glassware…” All About Jazz

“Det fine nordiske udtryk blandes med et sydlandsk temperament. Det er kammermusikalsk jazz, der emmer af kærlighed…”Jazznyt

Navnet Vuust er ikke ukendt i jazz kredse, og Clara er da også søster til den anerkendte saxofonist Christian Vuust og kusine til hjerneforsker Peter Vuust. Til dagens koncert fortolker hun sammen med Kristian Mqrius Andersen nogle af de smukkeste evergreens fra “The Great American Songbook”.