Trubaduren og hans rockband

Kulturfest: Gratis event / Billet kræves

Beskrivelse

Kulturfest: Trubaduren og hans rockband – Koncert på Torvet, lørdag d. 5. juni 2021 kl. 14.00

GRATIS BILLETTER KAN HENTES via dette link

Trubaduren er et folkeligt orkester, der spiller stemningsfuld, dansksproget originalmusik, der giver associationer til alt fra Buenos Aires støvede fortovsrestauranter til Københavns brostensbelagte torve og det jyske frihedsideal, der i daglig tale eksempelvis forbindes med det privilegium det er at have en baghave. I efteråret 2020 udgav de deres andet studiealbum “At Danse Moderne”, der genremæssigt bevæger sig indenfor dansk visekunst, jazz, samba, bossanova og folkelig rock. De skriver sig på denne måde ind i en stolt tradition af nordiske trubadurer, der på forskellig vis har vendt blikket mod varmere himmelstrøg og ladet skandinavisk vemod blande med sydens pulserende rytmer. Nævneværdige eksempler kunne være kunstnere som Cornelis Vreeswijk, Søren Kragh-Jacobsen og C.V. Jørgensen.

Trubadurens relaterbare tekster vækker begejstring hos unge som gamle, og deres karismatiske live-optrædener har givet dem status som hele Aarhus’ yndlingshusorkester nummer 1! De har gennem årene spillet en lang række forskellige koncerter på alt fra hipster-festivaler og bryggerier til husbåde og sølvbryllupper samt regulære spillesteder i hele landet.

Trubaduren består af:
Tobias Stjernholm – Sang, mundharmonika, trompet
Rasmus Bak Christiansen – Guitar
Rune Kragh – Harmonika, Orgel
Jonas Kardyb – Trommer, Percussion
Jeppe Abildgaard – Bas

 


Arrangementet gennemføres med siddende publikum på Torvet i Herning. Der bookes gratis billet, dog mod et mindre billetgebyr. Billetter bookes fra 27. maj kl. 10.00 via dette link***. Eventuelt overskydende billetter kan bookes inden indgang på pladsen. Indgangen er åben 45 minutter inden start. Der er krav om fremvisning af gyldigt Corona-pas for alle over 15 år. Mød ikke op, hvis du har symptomer på Corona. Vi opfordrer til at downloade og aktivere appen ”smittestop”.
Torvet er ikke overdækket, og vi opfordrer til, at man medbringer regnslag eller regntøj i tilfælde af regnvejr. Af hensyn til det øvrige publikum bør paraplyer ikke anvendes. Det er muligt at købe drikkevarer til arrangementet.
Corona-tiltag: Der vil være skiltning, fokus på afstand (med ”stolebrikker”) og ekstra rengøring af stoletoiletter og kontaktpunkter. Servicefaciliteter kan kun anvendes af publikum til arrangementet. Billetbookingen sikrer, at smitteopsporing er mulig, hvis det skulle blive nødvendigt.

*** Det er muligt at se/opleve arrangementet fra udeserveringsområderne hos Torvets caféer/restauranter (Dyrbys Cafe, Ristorante Marco Polo og Brdr. Price). Bord bestilles direkte hos caféerne/restauranterne – og der skal IKKE bestilles billet via billetlink***

Videoer