Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter

Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter

Beskrivelse

Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter præsenterer ny musik
Digteren Søren Ulrik Thomsen og sekstetten Det Glemte Kvarter indgik i 2010 et samarbejde om at sætte musik til den dengang uudgivne digtsamling Rystet spejl. Samarbejdet resulterede i deres fælles debutalbum Rystet spejl. Musik & poesi, som udkom på Gyldendal i 2013.

Musikken på Rystet spejl. Musik og poesi er støvet, melankolsk og indfanger stemningen af erindring, livet i storbyen og væren/ikke-væren. Albummet er gæstet af bl.a. Trine Dyrholm og fik 5 hjerter i Politiken. Albummet vandt en Danish Music Award Jazz 2013 i kategorien Årets danske vokaljazzudgivelse.

Råt og rytmisk. Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter har høstet stor anerkendelse for deres modige og intelligent beherskede melodik, der har været med til at give musik og lyrik-genren en renæssance.

Musikken og teksterne er af mange blevet kategoriseret som jazz’n’poetry – men faktisk dækker bandets numre over meget mere. Således findes der både rockede, klassiske og elektroniske elementer i deres samarbejde, og nu søger bandet i nye musikalske retninger med en ny rytmisk lyd, hvor de præsenterer publikum for alsidigheden i deres musik. Den nye musik er komponeret til tekster fra digtsamlingerne City slang (1981), Ukendt under den samme måne (1982), Nye digte (1987) og Hjemfalden (1991) – og det har længe været et ønske, både for band og forfatter, at arbejde med disse digte.

Under indspilningen med musikken til debutalbummet Rystet spejl. Musik & poesi virkede det mest naturligt at sætte digtene ind i et klangligt univers – med støvet kontrabas, klokkespil og melankolske klange – fordi det passede til digtenens rolige tempi og føling. Søren Ulrik Thomsens ældre digte rummer derimod noget mere indestængt, råt og rytmisk, hvilket har inspireret bandet hen mod en mere beatorienteret lyd, hvor både akustiske og elektroniske trommebeats har fået en fremtrædende rolle. De fleste af digtene skrev forfatteren, da han var i tyverne – og nu skriver bandet så – med en generations tidsforskel – musik til digtene.

Digtene er stadigvæk fantastiske, aktuelle og får nyt liv ved at blive fortolket her 25-30 år efter deres tilblivelse. Trods den nye lyd er der dog stadigvæk både nærvær og ro i samarbejdet mellem Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarters. Musikken og digtene er gennemkomponeret og finpudset ned til mindste detalje, hvilket giver et stringent og klart lydbillede. Det betyder dog ikke, at der ikke er plads til improvisation og dynamik. Med effektpedaler, en forvrænget guitar eller et buldrende trommesæt bliver publikum revet ud af deres tryghedszone og taget med ind i nye og spændende tolkninger af forfatterens oplæsning.

Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter har tidligere optrådt på SPOT Festival med det klassiske orkester Århus Sinfonietta, de har optrådt foran 1500 publikummer på Statens Museum for Kunst og har spillet udsolgte koncert i Holstebro, Svendborg og Odense, Århus og København.

Medvirkende:
Søren Ulrik Thomsen: oplæsning
Maja Hartnack: sang, trommer
Malene Brask: trommer, klarinet
Mikkel Grevsen: trompet, althorn
Anders Kirkegaard: guitar, lapsteel
Janus Rønn Lind: klaver, synths.
Erik Olevik: bas, kontrabas, cello

Videoer