Dorthe Gerlach & Poul Krebs

Udendørskoncert på HEART

Beskrivelse

Dorthe Gerlach & Poul Krebs – Koncert på HEART Museum of Contemporary Art Herning – Fredag den 25. juni 2021

Udover restriktionerne, vi kender fra efteråret, vil det også være et krav at kunne fremvise et coronapas. Læs mere om de gældende restriktioner her.

Mens festivaler og koncerter aflyses på stribe, vil sommeren i Herning byde på en helt ny type musikalske oplevelser. To af byens toneangivende kulturinstitutioner, kunstmuseet HEART og Fermaten har, i lyset af coronakrisens mange udfordringer for kulturlivet, indledt et unikt samarbejde hvor kunst og musik går op i en højere enhed. Det sker i de mest trygge rammer – på museets smukke udendørs arealer, og samarbejdet skydes i gang allerede d. 25. juni med en udendørs intimkoncert med Poul Krebs og Dorte Gerlach. Flere koncerter er i støbeskeen til senere måneder, og hos begge institutioner er glæden over det nye samarbejde stor!

Til denne koncert vil det være muligt at tilkøbe en middagsplatte for 139 kr. Maden serveres fra 17.30 til 19.00. Platten består af rillette af kalv m. crunch, petitkartofler m. kalveglace, ærtepure, karameliseret løg og majskolbe (UDSOLGT!).

Derudover kan du indtil den 11. juli købe entrébillet til HEART til særprisen 50 kr. ved fremvisning af koncertbilletten.

 

Dorthe Gerlach

I Dorthe Gerlachs stemme gemmer der sig tusinde og atter tusinde af historier. Med en enestående klang og et ukueligt nærvær, formår hun altid at tage dig med på en musikalsk rejse af dimensioner.

Det er både stemningsfyldt og nærværende, når Dorthe Gerlach som soloartist spiller op til dans fra sit helt eget ståsted. Her finder du det stille og sårbare – men også det store og buldrende. Alt sammen udfoldet gennem et veldrejet og dansk sprog.

I et univers af halvelektronisk melankopop leverer den karismatiske sangerinde altid en energisk og tryllebindende performance, som sætter sig fast i mindekartoteket. Med en jordbunden og humoristisk jargon er Dorthe Gerlach en ærlig historiefortæller, som ikke er bange for at give noget af sig selv i mødet med musikken og sit publikum.

I mere end 20 år har Dorthe Gerlach udgjort den ene halvdel af den ambitiøse duo HUSH, som er leveringsdygtige i eftertænksomt og nærværende country-pop.

 

Poul Krebs

”En af dansk poprocks bedste iagttagere”, har BT kaldt ham. Jyllands Posten har skrevet om ”…en troværdig og ligefrem kunstner i særklasse” – mens Gaffa har karakteriseret Poul Krebs som ”en ualmindeligt kultiveret musiker, der presser sig selv til det yderste for at give publikum en oplevelse, de aldrig glemmer.”

Gennem karrieren har Poul Krebs altid været leveringsdygtig i både underfundige og skæve historier, fra den rejse igennem livet, der i hans tilfælde ikke altid er gået af den lige vej. En rejse der har gjort Poul Krebs til en af landets mest populære kunstnere – og som undervejs har udmøntet sig i albums som ”Små Sensationer”, ”Kosmorama”, ”Forbandede Vidunderlige Tøs”, ”Fri Som Et Forår”, ”Morgendagens Tåber”, ”På En God Dag”, ”Asfalt og senest ”Maleren og delfinerne på bugten”. Det nye udspil gik direkte ind som #1 på listen over de mest solgte udgivelser i Danmark – og blev af BT kaldt for ”Et af Krebs bedste album”.

Poul Krebs har i løbet af sin lange karriere skrevet langt over 500 sange, har spillet mere end 1000 koncerter og har efterhånden udgivet 24 albums (alt iberegnet), tilsammen solgt i langt over 1 million eksemplarer.

Videoer