‘Netværksaften for musikhoveder’ er et tiltag, som varetages af vores rytmiske musikkonsulent. Formålet er at lave det sted, hvor man går hen og får en øl eller en kaffe med de andre i området, som ikke kan få nok af at tale om musik.
Netværksaftenerne foregår som udgangspunkt i Fermatens lounge en gang om måneden.
Aftenerne starter med en navnerunde og en kort indflyvning på, hvorfor man er der; “Jeg leder efter nogen at spille med”, “Jeg mangler viden om hvilket lydkort, jeg skal købe”, “Jeg er her bare for at møde nye musikfolk” eller noget helt fjerde. Så laver musikkonsulenten en hurtig opdatering på, hvad der rører sig lige nu, hvilke muligheder der er ift. at søge midler, komme på udviklingsforløb etc. Og så er snakken ellers fri.
Tiltaget er blevet en stor succes og nyder stor opmærksomhed fra Fermatens samarbejdspartnere i hele Jylland.